Post Malone gav en blændende koncert på Smukfest i august, men nu får vi igen chancen for at opleve den charmerende rapper og sanger på dansk jord.
Post Malone giver koncert i Royal Arena den 2. marts.
Koncerten er led i en større europaturné, som bringer Posty forbi 15 forskellige byer. Turneen begynder 14. februar i Dublin og slutter 13. marts i London – København er således det niende stop for koncertkaravanen.
2018 har været et ret vildt år for 23-årige Austin Richard Post. Han udgav sit andet album ‘Beerbongs & Bentleys’ og har mildt sagt storhittet med ‘Psycho’ og ‘Better Now’.
Succes (eller ulykker) kommer dog sjældent alene, og det er netop også kommet frem, at Post får sin spillefilmsdebut i Peter Bergs kommende Netflix-film ‘Wonderland’, der har Mark Wahlberg i hovedrollen.
Alt i alt en dejlig Post Malone-dag, hvis man er en af de fans, der i går var skuffet over, at sangerens lange lokker måtte lade livet.
Billetsalget starter 12. oktober kl. 09.00 via Ticketmaster.
Post Malone (US)
2. marts
Royal Arena
Billetpris: 270 / 395 / 450 / 570 / 610 kr.
Læs også: Post Malone fortæller, hvordan Justin Bieber ødelagde hans første tatovering