Du kan lytte til og abonnere på Standard via Spotify og iTunes samt gennem gængse podcast-apps som Stitcher og Pocket Casts eller podcast-app’en på din iPhone eller Android-telefon.
Dansk hiphop har vendt sig mod gaden og ghettoen de sidste år. Det har ført til en masse musik, der tegner et nyt billede af Danmark. Men sjældent er gadelivet blevet beskrevet med så meget politisk engagement og poetisk detaljerigdom som hos Bobby Shams.
Den garvede rapper, der før gik under navnet Vakili, har nemlig genopfundet sig som en form for politisk vakt gaderapper. Han fortæller om de samme miljøer og karakterer, som mange af de danske gaderappere. Men hos Shams har alting en ekstra dimension. Dealeren kan sammenlignes med en politiker eller en ph.d.-studerende, de hårde gangstere har mørke hemmeligheder og alting har sin pris.
Kan Bobby Shams starte en ny form for lyrisk, politisk og poetisk revolution i dansk gaderap? Eller er han en ener, der beskriver ting og tilstande som kun han ser? Hvor er hans plads på den danske hiphopscene i det hele taget? Og hvad skete der lige dengang, hvor Bobby Shams og Standard-værten Mads Viktor blev jaget ud af Svendborg?
Lyt med i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast, hvor værterne Kristian Karl og Mads Viktor diskuterer ovennævnte spørgsmål med Bobby Shams, og spiller en masse af rapperens musik – blandt andet et helt nyt track, der aldrig er spillet før.
Derudover: Kanye Wests meltdown fortsætter, 6ix9ine og Jimilian har lavet en sang sammen og så har nogen sendt os et Standard-drukspil.
Standard udkommer hver 14. dag og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.
Dette afsnit af Standard er bragt i samarbejde med vores sponsor Spotify.
Abonnér på Standard via iTunes HER og via Spotify HER.