The xx

Hurtig pay off har aldrig været The xx’s ting. Det ved man, hvis man langsomt, men sikkert lod sig indfange i 2009-debutens fintmaskede søvngængerpop, hvis store kvalitet lå i de radikale fravalg af effektjageri. En duvende baslinje, røget guitar-reverb og en nedbarberet, trommeprogrammeret puls tilsat Romy Madley-Croft og Oliver Sims kølige, men vanedannende ’call and response’. Så enkel var opskriften dengang, og således er fremgangsmåden i store træk også på efterfølgeren.

Hermed har vi allerede afsløret, at progressionen er overskuelig og begrænset til minimale forskydninger i produktionen: Beatstøber Jamie xx’s flirt med caribiske klange, som han har dyrket som soloartist, popper op undervejs på den åndedrætsstandsende ’Reunion’, ligesom hans forkærlighed for housens kropslighed også rumsterer som diskret dunkende understrøm på ’Swept Away’. Begge dele er – ligesom strygerne på ’Tides’ – velkomne nye nuancer på paletten.

Læs også: Hør The xx’s nye album

Den slæbende melankoli med dunkle undertoner er altså intakt, og albummets to første numre eksemplificerer formlens fortsatte holdbarhed. ’Angels’ og ’Chained’, der begge har været luftet på nettet forud for release, er perfektionistisk eksekveret, labert længselsfulde åndedrag, hvor dreng/pige-dynamikken mellem Romy og Oliviers vokaler indfølt vikler sig ud af ind af hinanden.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om The xx

Andre steder kæmper trekløveret mere mod monotonien. ’Fiction’ og ’Try’ bygger for eksempel fint op men mangler et omkvæd, der kan forløse kompositionerne frem for ’blot’ at virke stemningsunderbyggende. At der ikke eksperimenteres mere radikalt på gruppens andet udspil er forståeligt nok, og overordnet set lægger albummet sig formfuldendt i forlængelse af forgængeren. Forhåbentlig fortsætter The xx den positive udvikling og slipper gækken mere fri på næste album.

Læs stort interview med forsidenavnet The xx i det nye Soundvenue.