Mange kender nok følelsen af, at alle er oppe at køre over en film eller serie – alle undtagen dig. Du kan nemlig slet ikke se det, selvom du egentlig gerne vil.
Nogle gange kan det hjælpe at se det fra et andet perspektiv. Og her kommer Yotubes video-essays som sendt for himlen.
Fænomenet er præcist, hvad navnet antyder: Essays i videoform. De findes i alle afskygninger og belyser utallige emner, men især filmanalyse og -kritik lever i bedste velgående på Youtube blandt kattevideoer og ukontrollerede rants.
Fænomenet startede som en lille niche, men de støre essayister har i dag flere millioner følgere.
Men som med så meget andet på Youtube, er det en jungle at finde rundt i, ligesom kvaliteten varierer enormt.
Derfor giver vi her et bud på en række essayister, der alle byder på fremragende og forskelligartet indhold, fra skarpe analyser med nye perspektiver på film, man selv har set, til større overblik, der kan give inspiration til at finde film, man endnu ikke kender eller har set.
1. Bliv klogere på stil: ’Every Frame a Painting’
En af de mest indflydelsesrige filmessaykanaler er den nu hedengangne ’Every Frame a Painting’. Bag kanalen stod animatoren Taylor Ramos og klipper Tony Zhou, hvoraf sidstnævnte leverede voiceover og startede hver video med et småikonisk: »Hi, my name is Tony, and this is ’Every Frame a Painting’«.
Kanalens fokus er på filmform og -stil, og især hvordan man på ekstremt mange måder kan anvende filmsproget til at fortælle en historie. De leverer korte og præcise analyser på under ti minutter.
Anbefales kan for eksempel videoen om Steven Spielbergs brug af onetakes, hvor de fremhæver, hvordan Spielberg ikke bruger de lange indstillinger til lange, overvældende kamerature, som man kender det fra eksempelvis Alejandro G. Iñarritu.
I stedet er Spielbergs version sjældent længere end to minutter og forsøger ikke at tilkalde sig opmærksomhed. De bevæger sig til gengæld igennem en række præcise billedkompositioner, som mange andre instruktører nok blot ville klippe imellem. Det giver hans filmsprog både liv og dynamik.
En af kanalens stærkeste videoer handler om Edgar Wrights måde at skabe visuelle jokes i sine film (som ’Shaun of the Dead’ og ’Hot Fuzz’). Wright bruger i usædvanligt høj grad kameraføring, lyd og klipning til at levere sine jokes. Eksempelvis ved at transportere en karakter fra A til B med en række hurtige og velvalgte klip i stedet for det dovne valg: at klippe til en ny lokation og så skrive stednavnet på skærmen.
Den ’dovne’ filmkunst, mener Ramos og Zhou, er ellers dominerende i amerikanske komedier, hvor det sjove består i, hvad karaktererne siger, og ikke hvad man kan gøre med filmmediet.
2. Bliv klogere på karakterer: ’Lessons From the Screenplay’
’Every Frame a Painting’ har inspireret mange andre kanaler. En af de bedste ’kopier’ er ’Lessons From the Screenplay’, der er en enmandshær bestående af Michael Tucker. Inspirationen fra ’Every Frame a Painting’ er tydelig allerede fra første sekund, når speakeren siger: »Hi, I’m Michael. This is ’Lessons From the Screenplay«.
Som navnet antyder, tager kanalen fat i manuskript, plotudvikling og karakteropbygning frem for form og stil. Og i stedet for blot at lovprise de bedste film fokuserer kanalen også på, hvad der ikke fungerer og hvorfor.
Det er blandt andet tilfældet for en video om ’Star Wars: The Last Jedi’, der splittede fans af den populære rumopera dybt.
Her fremhæves både filmens gode og dårlige sider, for den har begge. I den negative afdeling findes Finns (John Boyega) uklare motivation for, hvad han foretager sig i løbet af filmen, ligesom Finns forhold til Rose (Kelly Marie Tran) er for konfliktløst til nogensinde at blive lige så spændende som Han Solo og Leias var i ’The Empire Strikes Back’
Til gengæld giver filmen Adam Drivers Kylo Ren rig mulighed for at tage valg, der gennem handlinger skildrer hans indre konflikt. For plottet placerer ham konstant i situationer, hvor han må vælge mellem det lys og mørk, Kylo Ren er fanget midt imellem.
3. Bliv klogere på, hvad du bør se: ’CineFix’ Top 10
Selvom ’Every Frame a Painting’-formatet er populært, er det langt fra den eneste måde at lave video-essays på. Helt anderledes indhold finder man blandt andet hos CineFix der består af en hel redaktion og dermed også producerer en del flere videoer. Deres klart bedste format er top 10-listerne, hvor de har fundet deres eget greb om det ellers fortærskede listeformat.
Hver film på listen vælges ikke bare tilfældigt, men placeres under en underkategori, hvorfra de så gennemgår en lang række eksempler, inden de vælger det bedste eksempel i kategorien. Generelt giver det både en lektion i filmstil og -historie og kan fungere som en rig inspirationskilde, hvis man ikke ved, hvad man vil se.
Et fremragende eksempel er deres liste over de ti bedste regelbrydende film. Her fokuserer de på de forskellige måder, man kan bryde uskrevne filmiske regler. Nummer ti på listen er dedikeret til film, der gør seeren opmærksom på, at man ser en film, en konstruktion. Valget falder på Lars von Triers ’Dogville’, der fremhæves for at reducere kulisser til kridtstreger på gulvet.
Nummer seks er i stedet film, der leger med publikums forventninger, med ’From Dusk Till Dawn’ som eksempel, fordi den starter som én type genrefilm for så at transformere til en anden, uden varsel. Der bliver også plads til ældre værker, som Alain Resnais’ ’I fjor i Marienbad’ fra 1961 på fjerdepladsen, der forkaster al genkendelig plotstruktur til fordel for en associativ struktur, der forsøger at efterligne vores erindringer, og hvordan disse ændrer sig over tid.
Andre videoer handler om film med bedste kostumer, bedste formidling af subjektivitet og bedste monologer på film, for blot at nævne nogle.
4. Bliv klogere i dybden: Lindsay Ellis
Er man til en længere og mere dybdegående model, der i stedet for at komme rundt om mange film dedikerer sig til én, har Lindsay Ellis masser af fremragende materiale, altid bakket op af en imponerende mængde research.
Kronen på hendes ret omfangsrige værk er tre videoer om ’Hobbitten’-filmene, der til sammen varer over halvanden time. I stedet for blot at anmelde og analysere sætter hun filmene i et større perspektiv. Igennem grundig research, hvor hun blandt andet har interviewet flere filmfolk, argumenterer hun overbevisende for, at filmenes (mange) fejl bunder i deres besværlige produktionshistorik. Især lægges der vægt på, at Peter Jackson overtog tjansen som instruktør fra Guillermo Del Toro i 2010.
Del Toro var allerede halvandet år inde i præproduktionen, da Jackson overtog. Jackson havde dog en helt anden vision for filmene end Del Toro, men fik ikke yderligere forberedelsestid, inden optagelserne skulle starte, selvom han godt og vel smed al Del Toros arbejde ud. Derfor blev produktionen forhastet og ikke nær så gennemført som i ’Ringenes herre’.
Noget af det mest slående i videoerne er at se filmfolk, der arbejdede på både ’Ringenes herre’ og ’Hobbitten’, fortælle, at deres personlige overskud og glæde ved arbejdet var langt større på ’Ringenes herre’, mens alle var udkørte og stressede på ’Hobbitten’.
Den slags ærlighed finder man ikke i konventionelle behind the scenes.