Danskeren bag opsigtsvækkende ’The Last Jedi’-rapport: »Da Rian Johnson retweeter mig, eksploderer det hele«

Danskeren bag opsigtsvækkende ’The Last Jedi’-rapport: »Da Rian Johnson retweeter mig, eksploderer det hele«
Mark Hamill som Luke Skywalker i 'Star Wars: The Last Jedi'

I sidste uge skrev medier verden over, heriblandt Soundvenue, om en ny akademisk rapport, der påviste, hvordan store dele af den negative omtale af ’Star Wars: The Last Jedi’ stammede fra bots og trolls med dunkle hensigter. Flere af de falske digitale profiler oprandt tilmed fra Rusland, lød den opsigtsvækkende melding.

Bag rapporten står danske Morten Bay, der har en ph.d. i informationsvidenskab og nu er research fellow på University of Southern California. Og da vi fangede ham på Skype fra hans bopæl i Los Angeles, stod det klart, at nyhedshistorierne tegnede et let fordrejet billede af hans resultater.

Morten Bays undersøgelse går på Twitter-reaktionerne på ’The Last Jedi’ på Twitter. Han tog udgangspunkt i tweets sendt direkte til filmens instruktør Rian Johnson fra december 2016 til juni 2017 – i alt 967 unikke Twitter-profiler. Her opdagede han, at en del af den negative aktivitet kunne tilskrives folk, der blandede sig i debatten udelukkende for at fremme et politisk budskab.

Hvorfor gik du i gang med denne her undersøgelse?
»Jeg er ’Star Wars’-nørd og fulgte meget med i debatten omkring ’The Last Jedi’, der startede tilbage i januar. Jeg har også beskæftiget mig en hel del med fake news og misinformation. Og det lod til, at der var flere i ’Star Wars’-fanmiljøet, som klyngede sig til tvivlsomme fakta, når de påstod, at en stor majoritet af fans hadede filmen. Det synes jeg oprindeligt var det interessante.

Så jeg gik simpelthen ind og samlede alle de tweets, som blev sendt til Rian Johnson personligt. Og der dukkede et genkendeligt mønster op, som jeg havde set i forbindelse med min afhandling, hvor jeg kiggede en hel del på politisk trolling og især på Ruslands indblanding i det amerikanske valg«.

Kelly Marie Tran var offer for en stor del trolling i kølvandet på ‘The Last Jedi’

Hvad var det for et mønster?
»Da jeg kigger på dataene fra de her tweets, kunne jeg se, at der er en del mennesker, der begynder at blande sig i debatten uden egentlig at være ’Star Wars’-fans som sådan, men som bruger lejligheden til at agitere politisk. Det synes jeg var lidt interessant, for det er ikke rigtigt noget, vi har set før.

I alt kiggede jeg på 967 Twitter-konti. Ud af dem er der 206, som kan betragtes som negative imod filmen. Af de 206 er der 105, som er helt almindelige fans, der bare er utilfredse med filmen. Så har vi 101 tilbage. Ud af dem er der så 67, der er politiske agitatorer. Og endelig 44 trolls«.

Hvordan definerer du trolls?
»Trolls er blandt andet defineret ud fra, at de er anonyme og muligvis har flere konti, som bliver styret af den samme person. Af de 44, jeg identificerede, er der 16, som har nogle karakteristika, der ser ud, som om de kommer fra Rusland og kan være en del af den her russiske troll-army, der ligger og bombarderer USA med misinformation og har gjort det siden 2014.

Det nævner jeg selvfølgelig i undersøgelsen, og jeg skriver det i abstractet, fordi det er et resultat af undersøgelsen. Jeg nævner det også i et tweet som en bibemærkning. Og da Rian Johnson så retweeter det, eksploderer det hele i, at nu kalder jeg alle ’Star Wars’-fans, der ikke kan lide ’The Last Jedi’, for russiske bots. Jeg har så siden brugt en hel del dage på at forklare folk, at det altså ikke er det, historien viser«.

Daisy Ridley i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

Ja, din undersøgelse er trods alt begrænset, idet du kun undersøger tweets direkte til Rian Johnson. Hvilke konklusioner kan man overhovedet drage ud fra det?
»Den konklusion, jeg kan drage, er, at der er en meget høj sandsynlighed for, at der var 67 mennesker, der af politiske årsager blandede sig i debatten. Det er en lille gruppe, men stadig en gruppe, der agiterede politisk. Det er det, jeg kan sige med sikkerhed.

Det tyder på et fænomen, som vi bør undersøge mere, for det peger på, at selv i relativt uskyldige fandiskussioner kan man nu ikke færdes uden at blive eksponeret for en politisk polariseret debat.

Det er nok det, der er det overordnede budskab fra undersøgelsen: Det lader til, at vi er nødt til at gøre noget for at kunne have visse diskussioner i fred, uden at de bliver politisk polariserede«.

Hvad får de her trolls og politiske agitatorer ud af den opførsel på nettet?
»Det er personer, som får et eller andet psykologisk ud af at generere andre mennesker så meget som muligt. En af de undersøgelser, jeg citerer, er ret genial, fordi den påviser, at alle mennesker i virkeligheden kan være trolls, hvis de rigtige betingelser er til stede. Alene det at have en dårlig dag kan være medvirkende.

Så er der de 67, som er helt almindelige mennesker, der bare er meget politisk engagerede eller har meget skarpe politiske holdninger. Det er altså folk, som går ind i debatten alene for eksempelvis at fremme våbendebatten herovre. Det er typisk folk, som er meget forhippede på at nedgøre venstrefløjen, og de er i høj grad Trump-støtter. Uden at have tweetet ret meget om ’Star Wars’ nogensinde før er de pludselig en del af den her debat om filmen. De skriver to linjer om filmen, som er relativt ligegyldige, og så kommer der en politisk parole bagefter«.

Carrie Fisher i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

Du nævnte, at man ikke tidligere har set en film blive en del af en politisk agenda på denne måde?
»Jeg tror ikke, det er unikt for denne film. Så vidt jeg kan se, har de 16 russiske trolls, jeg har identificeret, fundet en konflikt, der splitter amerikanere, og så spiller de på begge sider. Den taktik har russiske trolls brugt i hvert fald siden 2014. Det gør de for at skabe en eller anden form for ustabilitet i samfundet og øge konflikten.

Det er til gengæld ikke det samme med de 67 politiske agitatorer, for de spiller typisk kun på den ene side af konflikten. Men de går stadig ind i en konflikt, som allerede er til stede, og forsøger at gøre den værre. Jeg kan ikke sige noget om det, for jeg har ikke undersøgt andre film, men det ser ikke ud, som om det er unikt for ’The Last Jedi’«.

Læs også: Toxic Fandom: Hollywood slår tilbage mod fankulturens magtfulde hooligans

Læs også: ‘Star Wars: The Last Jedi’-skuespiller Kelly Marie Tran skyder tilbage mod fanhetz

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af