Rasmus Berg, medlem af både Den Gale Pose og Madness 4 Real, er død. Den sørgelige nyhed er landet via Bergs søster, der fortæller, at den danske musiker har forladt verden efter en hård, tapper kamp mod en modbydelig sygdom.
Bergs søster, Astrid, skriver (delt af Nicholas Kvaran via Facebook): »Dette er nok det sværeste opslag jeg har skrevet nogensinde. I går tog min familie og jeg afsked med min lillebror Rasmus Berg, som forlod denne verden efter en hård kamp mod en modbydelig sygdom. Han kæmpede så tappert og han vil være i vores hjerter altid«.
Berg var sammen med Jesper ‘Jokeren’ Dahl, Nicholas ‘Coldhands’ Kvaran og Blæs Bukki en del af producerkollektivet Madness 4 Real, som i start-90’erne producerede beats for navne som Eazy-E, Ice Cube og Rakim.
Da Berg, Jokeren og Coldhands hjemvendte til Danmark, tog de gangsterrappen med sig, fordanskede den og dels forførte, dels forargerede landet med vaskeægte stodderrap. De hittede særligt stort med ’Spændt op til lir’ i 1998 fra albummet ’Sådan er reglerne’, der sikrede dem en gedigen dominans ved det efterfølgende års Danish Music Awards.
Læs interview med Jokeren om Madness 4 Real-tiden: Jokeren om sine vilde 90’ere i L.A. som producer for Eazy-E og Ice Cube: »Alle gik med våben«