Cardi B, Beyoncé, Kendrick Lamar, 6ix9ine og Gigi Hadid er bare nogle af de internationale stjerner, som det seneste år har givet danske tøjmærker noget at juble over. I dagens modebillede, hvor Instagram generer meget omtale og interesse, er billeder af et kendt ansigt i ens design nemlig lig med værdifuld promovering.
»Vi kan se det på vores følgere på Instagram, at der er kommet mange nye til«, fortalte Barbara Potts blandt andet, efter at Beyoncé bar en af brandets pelsjakker.
Nu er det så det dansk/kinesiske brand A.A. Spectrum, der har fået sit første internationale rygklap af den helt tunge slags. Modellen Bella Hadid blev nemlig spottet i et silkesæt fra brandets SS19-kollektion efter Victoria’s Secret-showet i sidste uge i New York.
»Hendes stylist Mimi Cuttrell har spurgt efter flere styles og lånt til både Bella og Gigi Hadid. Jeg ved aldrig, hvornår de tager noget på. Nogle gange bliver det ikke til noget. Denne gang gjorde det, og jeg blev selvfølgelig glad for at se det«, siger designeren Elisabet Stamm, der står bag brandet, som laves i samarbejde med en kinesisk prodecent.
‘Silk Play’-sættet med det broderede mønster har den tydelige asiatiske designinspiration, som løber som en rød tråd igennem de fleste af A.A. Spectrums ofte oversize design.
»Det er pissehårdt arbejde at udvikle andet end tætsiddende nylonjakker i mit setup, så når Bella vinker til verden iført kinesisk jaquard-silkesæt, som jeg har svedt for at lave og skaffet silke fra det lokale marked i Beijing, så vinker jeg glad tilbage fra København og glædes over at glæde mit team i Beijing«.
Mens silkesættet først komme i fysisk salg i starten af 2019, så er A.A. Spectrums efterårskollektion til salg nu, og den 13. december afholder mærket en launch af AW18-kollektion i Henrik Vibskov-butikken i Krystalgade.
Læs også: Hold øje med dansk/kinesiske A.A. Spectrum: »Hvorfor skal ‘Made in China’ være et tabu?«
Læs også: Cardi B er den seneste stjerne til at give Saks Potts vind i sejlene