’Mortal Engines’: Peter Jacksons svinedyre adventurefilm drukner i effekter
I 2015 revitaliserede ’Mad Max: Fury Road’ den moderne blockbuster og bekræftede, at actionfilm også kan nå anmeldernes årslister og Oscar-podiet, hvis håndværket er i orden. Og så overbeviste filmen tilsyneladende Hollywoods pengemænd om, at det var en god idé at smide 100 millioner dollars efter endnu en omgang post-apokalyptisk rabalder på hjul under titlen ’Mortal Engines’.
Det var det ikke.
Filmen udspiller sig mere end tusind år efter vor tid, hvor stormagternes brug af kvantevåben under den såkaldte 60-minutterskrig har efterladt Jorden gold og ødelagt. Midlerne er så knappe, at alle byer har fået monteret massive hjul, så de nemt kan endevende planeten for dens sidste mineraler. Storbyerne har taget den skridtet videre. De jagter ikke ressourcer, men mindre byer, de kan opsluge og udpine. Kommunal Darwinisme lyder termen.
Det er som sådan et originalt univers. Men det bliver hurtigt klart, at ’Mortal Engines’ hverken interesserer sig for den verden, forfatteren Philip Reeves grundlagde i sin bogserie af samme navn, eller af de karakterer, der befolker den.
Vi følger to papirstynde hovedkarakterer – historikeren Tom (Robert Sheehan), som drømmer om at forlade sit mobile hjem i London, og flygtningen Ester Shaw (Hera Hilmer), der infiltrer byen for at hævne sig på den onde opfinder og arkæolog Thaddeus Valentine (Hugo Weaving).
Sammen afslører de Valentine i et ondt komplot om at genindføre kvantevåben, hvilket fører dem direkte i hænderne på modstandsgruppen Shan Guo, som vil destruere det hemmelige masseødelæggelsesvåben Medusa. Det er heromkring, at originaliteten slipper op, og filmen i stedet giver sig til at stjæle skamløst fra de gamle ’Star Wars’-film – tænk »I am your father«-twists og hæsblæsende luftangreb på Dødsstjernen.
Det føles, som om debutinstruktøren Christian Rivers og manuskriptforfatter og producer Peter Jackson ikke engang prøver at give forlægget plads til at ånde under tung, tung inspiration fra fantasygenrens filmklassikere.
Tom og Ester falder for hinanden ud af den blå luft – det er åbenbart et krav, når man deler skærmtiden – og forholdet mellem de gode og onde er så karikeret, at man næsten ikke behøver tænke selv. Det siger ikke så lidt, at Stephen Langs portræt af en udød dusørjæger med lysende smaragdgrønne øjne og en pinlig CGI-undskyldning for makeup-arbejde står som filmens mest interessante karakter.
Rivers, der tidligere har stået for de visuelle effekter på Jacksons storfilm, er så optaget af sine storslåede billeder, at han lader hånt om den ellers relevante fortælling om menneskets påvirkning af kloden og nationers meningsløse magtkampe.
Hvis bare actionscenerne så i det mindste havde gjort indtryk. Men foruden en velorkestreret åbningssekvens, der igen ekkoer ’Star Wars’, formår ’Mortal Engines’ ikke at udnytte de bevægelige byers potentiale. Tredje akt går linen ud med et hovedløst slutslag.
Kort sagt:
’Mortal Engines’ majer sin originale præmis ned med effektbulder og intetsigende karakterer.