Born Gold

Dette er ikke en popplade men prog tilsat elementer fra både klubmusik og radiopop. Sådan beskriver canadiske Cecil Frena selv det album, som efter planen skal give ham og bandet det sidste skub, så de kan joine vennerne Grimes og Purity Ring i rampelyset. Om det sker er svært at spå om, men Born Gold har i hvert fald skabt et meget tidstypisk elektronisk popunivers og givet det sit eget twist.

Et af de twists er Frenas Mickey Mouse-agtige falsetvokal, der giver en fremmadartet stemning af mystik, når den fungerer, men udstiller de svagere sange, når den ikke gør. ’Lethe’ lyder som en sær, men fascinerende b-side til Kanye Wests ’808’s & Heartbreaks’, mens ’Sky Bicycle’s quirky, intergalaktiske pop vækker minder om Apparatjik.

Bandet har helt oplagt ønsket at gå længere end ’bare’ at skrive nogle catchy omkvæd og sovse det ind i lækker synth, men de progressive eksperimenter bliver desværre for formålsløse. Det ender i sært strukturerede sange, der ikke kommer nogen vegne, og umotiverede rave-passager, der ikke umiddelbart giver lyst til at finde knæklysene frem.

Et instrumentalt nummer som ’Dawn Tunnel’ er fed atmosfærisk synthpop, men så sidder man bare og savner det omkvæd, der kunne have gjort nummeret til et hit – som Grimes og Purity Ring har lavet dem. Pladen er hverken et instant-hitalbum eller et imponerende og ambitiøst statement, men lander et rodet og kedeligt sted midt imellem.