Det er efterhånden længe siden, at Wood Wood har afholdt modeshows i Danmark, men de seneste sæsoner har brandet fremvist deres kollektioner i først Milano og nu London. I forbindelse med Londons netop overstående herremodeuge var Wood Wood igen en del af programmet, da de præsenterede deres AW19-kollektion.
Under navnet ‘Come Down Easy’ var inspirationen hentet i udendørslivet, som vi har set det i voksende grad i det internationale modebillede det seneste halve år til et år. Mest iøjenfaldende resulterede det i flere versioner af de farverige og store ski- og cykelbriller, som kendisser som Kim Kardashian har været med til at gøre populære igen.
I showet blev de dog primært brugt som et styling-element, og brillerne, der var udlånt af Oakley, var med til at indramme kollektionens generelle tema.
På samme måde var der også trekkingelementer a la vandrestøvler, parkajakker og performance-trøjer, ligesom et fuldt camouflagesæt tiltrak opmærksomhed. Med udspændte nylonsejl, telte og og camouflagestof indrammede og tydeliggjorde præsentationen i London kollektionens fokus.
Efterårskollektionen forventes at komme i salg i løbet af sensommeren.
Læs også: Rød løber i 2019: Business as usual – men med flere #metoo-spor