Her er horrorfilmene, vi glæder os til at tisse i bukserne af skræk over i 2019

Horrorgenren står stærkt i disse år, og de lovende takter lader til at fortsætte i 2019, hvis disse film lever bare nogenlunde op til forventningerne.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Velvet Buzzsaw’

Vi behøver ikke vente længe, før der er gys, gru og morderiske chimpanser på kalenderen. Dan Gilroy skuffede noget med sin anden spillefilm, ’Roman Israel, Esq.’, en kedsommelig advokatthriller, der fulgte efter hans forrygende originale satire ’Nightcrawler’.

Men Gilroys tredje film virker til at gå i helt andre retninger. En gruppe kunstkendere, kritikere og kuratorer finder en række morbide malerier fra en ukendt kunstner, som straks fascinerer og foruroliger gruppen. Men hurtigt finder de ud af, at malerierne er levende. Og de har en blodig appetit for snobbede rigfolk og kulturradikale.

Filmen kan måske bedst beskrives som ’Final Destination’, men med Hollywood-stjerner som de uheldige ofre. På rollelisten finder vi Jake Gyllenhaal, John Malkovich, Billy Magnusson og Toni Collette, som alle ud fra traileren at dømme har sat tænderne i det bizarre genremateriale med humor og overdreven gestik.

Premiere på Netflix 1. februar

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Happy Death Day 2U’

Der kan næppe herske nogen tvivl om, at ’Happy Death Day 2U’ eksisterer, fordi den første var en massiv succes ved billetlugerne. High concept-præmissen fra den originale film – om den populære teenagepige Tree (Jessica Rothe), der må gentage den samme dag igen og igen, hvor hun bliver myrdet – lyder ikke just som noget, man kan eller bør… gentage.

Men det er præcis, hvad manuskriptforfatter og instruktør Christopher Landon har tænkt sig at gøre. Og historien fortsætter, hvor den originale slap. Men denne gang er Tree ikke den eneste, der er fanget i en cyklus af mord, og Landon har i interviews lovet, at filmen vil dykke ned i, hvordan Trees forbandelse præcis fungerer.

Det lykkes sjældent for gyserfilm at forklare sin egen mytologi på tilfredsstillende maner, men efter ’Happy Death Day’ er der ingen grund til at betvivle Landons evner som historiefortæller. Og Jessica Rothe har stadig industriens bedste fuck mit liv-ansigt.

Premiere 14. februar

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Us’

Med sin debutfilm ’Get Out’ skabte Jordan Peele ikke blot en succes, men et kulturfænomen. Hans knivskarpe dekonstruktion af afroamerikaneres oplevelse af og retmæssige frygt for det hvide Amerika, fortalt gennem invasionsgenrens koder, blev med rette hyldet som årets bedste film af det anerkendte filmmagasin Sight & Sound.

Det siger derfor også sig selv, at Jordan Peeles kommende film ’Us’ er én af årets mest ventede. Peele bibeholder sit fokus på at opbygge frygt gennem det familiære. Her bliver Wilson-familien under deres ferie invaderet af en familie, som viser sig at bestå af dobbeltgængere af dem selv.

Faren og moren spilles af Winston Duke og Lupita Nyong’o, som begge gav fænomenale præstationer i ’Black Panther’, og ud fra traileren ligner det så bestemt, at ambitionsniveauet blot er steget oven på ’Get Out’. Jordan Peele har blandt andet nævnt New French Extremity-filmen ’Martyrs’ som en inspirationskilde, og traileren fremviser da også en vis aggressiv, destruktiv attitude til det hverdagsagtige, som sender tankerne mod den kontroversielle genre.

Premiere 22. marts

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Remakes, remakes, remakes

Siden ’It’ blev det største gyserhit nogensinde, mens ’The Dark Tower’ faldt sammen som et korthus, kan vi godt forvente, at flere produktionshuse har forskellige remakes og adaptationer af Stephen Kings gyserhistorier i ilden.

Først til Warner Bros. madrester er Universal, som til april står klar med et remake af ’Pet Semetary’. Filmen kan ikke just siges at have samme nostalgiske værdi som ’It’, men i historien over Stephen King-adaptationer ligger den så bestemt solidt. Nu, hvor bolden ruller, kan man håbe på remakes af kulthit som ’Cujo’, ’Christine’ og ’Misery’.

Det er dog ikke kun nostalgi for Stephen King, som studierne febrilsk prøver at genskabe. Rygtefabrikken melder, at remakes af både ’The Grudge’ og ’Child’s Play’ kunne få en udgivelsesdato i 2019. ’Child’s Play’, om en seriemorder fanget i en Chucky-dukke, har ellers altid fastholdt sin kontinuitet, hvilket ville være prisværdigt, hvis filmene ikke havde været det rene affald siden den glimrende ’Child’s Play 2’ i 1990. Filmen er instrueret af Lars Klevberg, som i år også er aktuel med ’Polaroid’, der handler om et dræberkamera. Den ser ikke just vellykket ud, men instruktøren bag den fantastiske ’Annabelle: Creation’ startede også med at instruere ’Light’s Out’, så hvem ved?

’The Grudge’ virker rimelig oplagt at genskabe, siden moderne klassikere som ’The Conjuring’ og ’The Haunting of Hill House’ kan trække en rød tråd direkte til den originale japanske film om et hævngerrigt spøgelse, der rev folk fra hinanden i sin vrede.

‘Pet Semetary’ har premiere 18. april. ‘The Grudge’ har formentlig dansk premiere 15. august.

’Annabelle 3’

Siden den originale ’The Conjuring’ introducerede publikum til Warren-familien og deres univers af makabre dæmoner i 2013, har serien været fast inventar hvert eneste år. Men i modsætning til tidligere horrorserier som ’Paranormal Activity’ og ’Saw’ føles ’The Conjuring’-franchisen stadig frisk og interessant, fordi nye idéer løbende er introduceret gennem spinoffs fra hovedserien. Årets sommergys er i år en tredje ’Annabelle’-film, og spinoff-serien med den hjemsøgte dukke har hermed flere titler i reversen end ’The Conjuring’-serien i sig selv.

Producer James Wan har udtalt, at ’Annabelle 3’ i højere grad vil lægge sig op ad den originale film snarere end de tidligere ’Annabelle’-film, da den vil foregå imellem de to ’The Conjuring’-film, hvor dukken befinder sig i Warren-familiens mausoleum bestående af besejrede, dæmoniske genstande.

Fokus er dog på deres datter Judy, denne gang spillet af Mckenna Grace fra ’The Haunting of Hill House’, som bliver plaget af Annabelle og andre morbide dæmoner, som den bestialske dukke vækker til livs. Mon der dukker et par nye monstre op, som kunne få sit egen spinoff?

Apropos spinoffs skulle en film om The Crooked Man fra ’The Conjuring 2’ stadig være under udvikling. Filmen skulle blive mere eventyrlig og gotisk af natur, hvilket lyder noget mere interessant end endnu en dukkefilm.

Premiere 19. juli

’It: Chapter 2’

Det andet kapitel af Stephen Kings klassiske gyserfortælling, om klovnen, der dræber børn og får dem til at svæve nede i kloakken, har store sko at udfylde, når den lander i biografen til september. Og det skyldes ikke kun, at The Losers Club i mellemtiden er blevet 27 år ældre. Den første film opnåede i høj grad sin popularitet gennem en intens 80’er-nostalgi, som romanen i sig selv var en del af.

Men fortsættelsen foregår i nutiden, og man må sige, at det er børnenes del af historien, som bedst huskes af det publikum, som voksede op med bogen og miniserien. Det er ikke svært at forestille sig, at Warner Bros. har påkrævet masser af flashbacks til gruppens første møde med klovnen Pennywise, så de endnu en gang kan vride historien for nostalgi-vibes.

Trods skepsissen må man som minimum kunne forvente endnu en underholdende monsterfilm. Men man kan kun krydse fingrer for, at instruktør Andy Muschietti har fået frie tøjler til at gå amok med monstereffekterne og Stephen Kings coke-inducerede mytologi, nu hvor publikum vel mere eller mindre er sikret. Kommer vi monstro til at møde rumskildpadden?

Premiere 5. september

A24 er tilbage: ’Midsommar’, ’The Hole in the Ground’ og ’The Lighthouse’

Danske distributører giver sjældent originale gyserhistorier en ærlig chance. Var det ikke for dens enorme succes i USA, havde ’Get Out’ eksempelvis aldrig set de danske sølvskærme. Alligevel overraskede de positivt sidste år ved – i en kort periode ganske vist – at sende Ari Asters makabre, okkulte gyser ’Hereditary’ i biografen.

Den film var i USA lanceret af alles favoritdistributør A24. Det unge, dagsordensættende selskab fortsætter i år sit samarbejde med den unge instruktør, som ikke just har hvilet på laurbærrene. Han er i år klar med filmen med den skandinavisk klingende titel ’Midsommar’. Indtil videre ved vi kun, at handlingsforløbet vil følge et ungt par, der på sommertur i Sverige støder ind i en drabelig kult. På rollelisten finder vi blandt andet de forrygende ungdomstalenter Florence Plugh (’Lady MacBeth’) og Will Poulter (’Detroit’)

A24 har også opkøbt rettighederne til den irske gyser ’The Hole In the Ground’. Enemoren Sarah mister sin søn i det dunkle irske skovskab, men da han ud af det blå vender tilbage til sin mor, er noget rivende galt. Det lyder som den østrigske ’Ich seh, Ich seh’ (’Goodbye Mommy’), hvor det var tvillingesønnerne, som mistænkte moren for at være en imposter.

Distributøren fortsætter også sit samarbejde med Robert Eggers, som i 2015 gav os den definitive heksefilm, ’The Witch’. Hans næste film, ’The Lighthouse’, har Willem Dafoe og Robert Pattinson på rollelisten, og ligesom debuten virker den til at blive et anspændt karakterdrama med rødder i mytologisk gys.

Om de tre film når frem til de danske biografer, er der endnu ikke nogen sikkerhed for.

Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af