Brett Anderson

Brett Anderson har stået fadder til en guldgrube af sortromantiske sange om sex, stoffer og storbyens sørgelige eksistenser. Men nu er han taget på landet, langt væk fra London og tidligere tiders guitar-pop og glamour. I stedet har han lavet et nyt soloudspil, der er en trist affære i mere end en forstand.

Sidst blev der spredt syntetiske strygere ud over Bretts ballader. Denne gang er den tidligere Suede-sanger gået over til den ægte vare, hvad strygerne angår, og hans stille sang bliver nu kun akkompagneret af cellisten Amy Langley, mens han selv sørger for akustisk guitar og klaver.

Bortset fra et par slemme Suede-skitser fungerede første soloalbum faktisk forbavsende fint, men ikke overraskende var succesen stærkt begrænset. Derfor har han nu intet pladeselskab og kun en brøkdel af det brede publikum, han havde sammen med Suede. Om det er grunden til den nyvalgte sparsommelighed er uvist, men mens man lytter til de triste sange, bliver man trist på hans vegne.

Hvor man sidst sporede et håb i ham selv og hans sangskrivning, føles det hele nu fortabt. Sangene er de samme som altid, men de bliver aldrig sluppet løs på grund af det strenge setup. Eksempelvis var ‘Back to You’ oprindeligt en synthpop-perle med Pleasure, som Anderson sidste år lagde stemme til. Men nu er den blevet til en død duet med skuespillerinden Emmanuelle Seigner.

‘Wilderness’ lever op til sin titel, for det er lyden af en kunstner, der er faret vild og har svært ved at finde sit ståsted. Og det bliver ikke bedre af, at det er mere end svært at se, hvem albummet appellerer til. Trist.