JUBILÆUM. Drake sætter rutinemæssigt streamingrekorder såvel som nye standarder for, hvordan en stjerne kan dominere både pop- og rap-landskabet. Der er en hel generation, der er vokset op i en verden, hvor Drake er kongen – mig selv inklusive. Og selv om det kan virke som om, der er langt fra ‘So Far Gone’ til ‘Scorpion’, er det samme virkemidler, der gør Drake til Drake.
Drakes genre-skizofreni, hans komplicerede forhold til succes og hans ofte overdrevne følsomhed blev altsammen grundlagt dengang for ti år siden med ’So Far Gone’: Godt nok rapperens tredje mixtape, men dét, der for alvor gjorde ham til en stjerne.
Den 13. februar kunne ’So Far Gone’ så fejre ti-års jubilæum, og derfor er mixtapet også netop udkommet officielt til streaming for første gang siden sin udgivelse.
Ja, dengang var Drake hverken den bedste sanger eller den skarpeste rapper, men han bragte noget helt nyt ind i hiphoppen – en række kendetræk, som her ti år senere stadig er kernen af verdens største musikstjerne.
Drake-lyden
Lad det være sagt med det samme: Efter nutidens standarder lyder ‘So Far Gone’ ret dateret, og mange af numrene er underlige og halvdårlige. Men det er imponerende, hvordan Drake allerede dengang hoppede rundt mellem stilarter og stemninger. ’So Far Gone’ skifter mellem klubrap (‘Ignorant Shit’), sløve houston-beats (‘November 18th’), indiesange (‘Let’s Call It Off’) og r’n’b-slowjams (‘Brias Interlude’).
I dag er Drake en så central del af popmusik, at vi har glemt, hvor underligt det var med en rapper, der gik fra at sexcroone på ‘A Night Off’ til at rappe over et Kanye-beat til at lave en indie-duet med Lykke Li – i løbet af fire numre! Oven i købet var Drake hverken en særlig god rapper eller sanger dengang – hans rap er ofte klodset, og hans vokal er småfalsk, når ikke den er kørt igennem den auto-tune, han lånte af Kanye (som var en enorm indflydelse). Nogle af hans linjer er også grænsende til latterlige. På de numre, hvor Lil Wayne, Drakes mentor og rapstorebror, er med, er det tydeligt, at Wayne dengang var klasser over Drake.
Men hvor Wayne var rapper med stort R, gjorde Drake det hele. Og vigtigst af alt vidste han, hvornår han skulle gøre det ene og det andet. Det er stadig hans egenskab til at rappe, synge og gøre alt derimellem, der gør, at han tilpasser sig så mange genrer – han har i dag både trap, dancehall, latinhits, New Orleans-bounce, og ja, popsmaskere på cv’et. Drake bevæger sig gnidningsfrit mellem genrer og smelter alting om til sin helt egen lyd. Han har en unik evne til at gøre alting Drake-agtigt. Han har alle dage været en følelse mere end en bestemt lyd.
Masser af succes
Drake har altid været optaget af, hvor hårdt det er at være så succesfuld, selv da han ikke rigtig var det. Da han udgav ‘So Far Gone’ i 2009 havde han kun lige nået at smage på den succes, han lidt naivt reflekterer over på ‘Succesful’, men selv dengang var det som om, han var begyndt at forholde sig til bagsiden af medaljen.
Nu om dage er historien selvfølgelig en anden, og Drake har opnået den succes og mere til. Dengang såvel som nu har Drake glorificeret succes og berømmelse, som om det var det eneste, der var noget værd i verden. Da han ikke havde den, ville han have den. Da han fik den, ville han have mere. Og nu, hvor han dårligt kan få mere, vil han for alt i verden beholde det, han har.
Selv Drakes forhold til sin mor, og hvordan det bliver påvirket, har været et konstant tema gennem karrieren: Fra »And my mother tried to run away from home / but I left something in the car so I caught her in the driveway / and she cried to me / so i cried too« ‘på ovennævnte ’Succesful’ til ’Fireworks’ og ‘From Time’ og videre til den ikoniske og mere optimistiske »I only love my bed and my mamma«-linje på ‘Gods Plan’.
Kærlighed og knuste hjerter
På ‘So Far Gone’ bar Drake sine følelser som en medalje uden på de dyre outfits og snakkede om (eks)kærester og kærlighed i stor stil. Hittet ‘Best I Ever Had’ er en cheesy kærlighedssang med cheesy linjer: »And you don’t even have to ask twice / you could have my heart or we could share it like the last slice« – really… Så er der den mere melankolske ‘Houstatlantavegas’, der stadig er en af mine yndlings-Drake-sange (selv om tredje vers’ tekst ikke var gået i dag).
Det er den slags sang, ingen af Drakes mange efterfølgere endnu har kunnet gøre Drake efter – den usikre vokal, de flødede linjer, de bløde synthesizere. Det er for meget, for følsomt. Men det er for følsomt og for meget på den helt rigtige måde. Og på trods af cheesy-heden er kærlighedssangene (triste såvel som glade) stadig noget af det, der gør Drake til Drake – ‘Summer Games’ fra ’Scorpion’, ‘Too Good’ fra ‘Views’ og ‘Hold On, We’re Going Home’. Og megahittet ‘In My Feelings’ for den sags skyld.
Lige ind på teenageværelset
Jeg husker dengang, jeg som 15-årig hørte Drake hjemme på teenageværelset for første gang. Jeg lyttede ikke til rap dengang, men til indie og dubstep. Men der sad jeg, sent om natten og var sikkert teenagetrist. Af ren nysgerrighed satte jeg det på. Jeg faldt pladask – især for de stille numre, for Drakes melodiske rap og halvspinkle stemme og for de bløde produktioner, ofte af Drakes trofaste producer Noah ’40’ Shebib.
Det føltes ikke som noget rap, jeg havde oplevet før. Det havde en sentimentalitet og en dyb følelse, som ja, var corny, men gik rent ind. Siden da har jeg værdsat den melankoli, som Drake får frem – både i sine gamle og nye numre (for den er der stadig!) – og lært at holde af hans hiphoppede side.
Utallige beefs og gigahits har måske gjort ham hårdere og mere selvfed med tiden, men ‘So Far Gone’ er trods klodset rap og ringe sangteknik stadig relevant ti år efter – om ikke andet så fordi, det var starten på det hele. Den syngende rapper, der er lige så optaget af sine følelser og sit knuste hjerte som af succesen, pengene og de dyre biler, vil for mig (og for Drake selv) altid være den centrale del af Drake, hans univers og hans brand.