‘Love Someone’ handler om kærlighed. Til kæresten, familien, børn. Men også om den frygt (og dermed indbyggede kærlighed), der opstår, når man holder så meget af noget, at man bliver bange for at miste det.
Dén tematik gik lige i hjerterne på de amerikanske tv-værter på Hallmark-programmet ‘Home & Family’, hvor Lukas Graham forleden var forbi med sjæleren fra sidste års ‘3 (The Purple Album)’.
Lukas Forchhammer fortæller først om sangens tilblivelse, inden han synger med så meget overbevisning, at han får vært Debbie Matenopoulos til at græde. Hun må flere gange tørre øjnene og er efterfølgende også helt i følelsernes vold: »Det er derfor, jeg elsker god musik så meget. For på to minutter kan man vende folks følelser på hovedet«, siger hun.
Lukas Graham var i sidste uge forbi James Cordens talkshow, hvor de i anledning af Valentinsdag også spillede ‘Love Someone’.
Læs også: De bedste kærlighedssange nogensinde – ifølge Soundvenues anmeldere