Lukas Grahams ‘3 (The Purple Album)’ tager sig selv lidt for seriøst
De første to singler fra Lukas Grahams tredje album gav mig bange anelser. Der var det overdrevne melodrama på ‘Not a Damn Thing Changed’, og at gøre de afsluttende linjer i ‘Love Someone’s omkvæd til »If you love someone and you’re not afraid to lose them, you’ve probably never loved someone like I do« gjorde sangen unødigt corny.
Heldigvis åndede jeg lettet op, da jeg hørte albummet og måtte sande, at den folkekære danske popgruppe af en eller anden uforklarlig årsag havde besluttet sig for at dele de mindst vellykkede sange først. De otte andre sange på ‘3 (The Purple Album)’ er alle bedre, og især når forsanger Lukas Forchhammer bliver skrøbelig, kan sangskrivningen noget.
På den gospelinspirerede ‘Hold My Hand’ kalder Forchhammer sig selv for en synder og beder om tilgivelse, og på ‘Everything That Isn’t Me’ lyder det oprigtigt som om, at han fortryder, hvordan han har været over for sin familie – omend den beklagende tone i hans stemme måske går lidt for vidt i slutningen af omkvædet.
Det ville være rart med lidt flere detaljer om, hvad han vil tilgives for – begge sanges lyrik er virkelig vag – men sangene er så godt udført, især i instrumentationen, at jeg ikke betvivler deres oprigtighed et sekund.
Overgangen fra ‘Hold My Hand’, der lader til at være skrevet direkte til Gud, til ‘Say Yes (Church Ballad)’ er desuden meget finurlig. Den ene sang slutter af med en melankolsk orgellyd, og den anden sang starter med orgel, denne gang med en mere lykkelig tone, da sangen handler om Forchhammers bryllup – den finder dermed også sted i en kirke. Når omkvædet først begynder, lyder den dog desværre så meget som en gentagelse af gruppens tidligere udfoldelser, at jeg var overbevist om, at jeg havde hørt den før, da den strømmede ud af højttalerne for første gang.
Forchhammer bliver charmerende sentimental i sin hyldest til John Lennon og Bob Marley på ‘You’re Not the Only One (Redemption Song)’, hvor koret i omkvædet også tilfører en del vægt. Det diskrete, lidt sløve funkgroove på ‘Unhappy’ er heller ikke til at stå for – her genfinder bandet meget af den ungdommelige kækhed, som gennemsyrede deres debut tilbage i 2012.
Sangskrivningen bliver desværre ret flad på den stive, atter gospelinspirerede ‘Promise’ og den pompøse klaverballade ‘Stick Around’. På ‘Lullaby’ bliver den helt bizar – teksten er en vuggevise til Forchhammers datter, men instrumentationen lyder af en eller anden årsag som en self-empowerment-anthem, og omkvædet handler om Forchhammer selv i stedet om datteren.
Det er kun sjældent på albummet, at Lukas Graham lyder som et band frem for Forchhammer med nogle anonyme studiemusikere. Det har skadet gruppens lyd at sige farvel til den løsslupne keyboardist Kasper Daugaard, der eller var noget af det bedste ved gruppens foregående album, og i løbet af store dele af ‘3 (The Purple Album)’ lyder Lukas Grahams musik desværre meget fabrikeret.
Produktionen er så poleret, at det gør helt ondt, og mange sange har det med at munde ud i forudsigelige klimakser, hvis patos næsten lyder karikeret i sin grandiositet; noget af det, der gør den afslappede ‘Unhappy’ så befriende på tracklisten. Flere som den ville være rart, for selv når albummet er bedst, tager det ofte sig selv en tand for seriøst.
Kort sagt:
Lukas Grahams tredje album svinger meget i kvalitet. Visse af sangene er ganske velskrevne, mens andre er totale svipsere. Gospelinspirationen giver visse sange kant, men for mange steder er lyden enten for poleret eller så melodramatisk, at det lyder af selvparodi. Lyspunkterne er heldigvis nok til, at det ender med at være en fin udgivelse – men langt fra det niveau, man bør forvente af landets største popgruppe.
Læs også: Lukas Graham flasher undertrøjen hos Jimmy Kimmel – spiller to sange fra nyt album