Vores førstehåndsindtryk af Hans Philips soloalbum ‘Forevigt’ – sang for sang

Efter to singler på under en uge har Hans Philip helt uden forvarsel udgivet sit første soloalbum i eget navn: 'Forevigt'. Men hvordan lyder Philip uden McCoy? Her er vores førstehåndsindtryk af albummet.
Vores førstehåndsindtryk af Hans Philips soloalbum ‘Forevigt’ – sang for sang
Hans Philip. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

»Ukendt Kunstner stopper, hvordan har du det med det?«.

Spørgsmålet kom fra Hans Philip, rettet til Jens Ole McCoy, og sådan skete det, at Ukendt Kunstner i december 2016 annoncerede deres endeligt i DR-dokumentaren ‘Vi var Ukendt Kunstner’. Ja ja, duoen fortsatte med at give koncerter et stykke tid, men i det øjeblik meddelte det ekstremt succesfulde makkerpar, at de ville stoppe med at lave musik sammen.

Vi har hørt masser fra McCoy siden da: Han har produceret for Noah Carter og en lang række andre rappere, mens han også har kastet sig over soundtracks – blandt andet det virkelig vellykkede score til Fenar Ahmads ‘Underverden’.

Men der har været stille omkring Hans Philip. Han har holdt sig i skjul, men aldrig lagt skjul på, at solokarrieren var næste skridt. Hvordan ville det lyde? Det fik vi delvist svar på for lige præcis en uge siden, da Philip med ‘Siger ingenting’ udgav sin allerførste single i eget navn.

Allerede en uge efter er debutalbummet nu landet, og ‘Forevigt’s ni sange står klar til at blive dissekeret af alle de fans, der har hungret efter Philips ord.

Vi har lyttet albummet igennem hele natten/morgenen, og her er vores førstehåndsindtryk – sang for sang. Forvent en decideret anmeldelse af ‘Forevigt’ i starten af næste uge.

1. ’Siger ingenting’

Den første single, vi overhovedet fik fra Hans Philips solovirke, og en klar afstandstagen til det, mange måske vil forbinde ham med: Rappen. Men det er alligevel ikke helt nyt, for den intime klaverballade (produceret af Kops) arbejder videre med nogle af de byggeklodser, vi løbende har fået serveret i Ukendt Kunstner.

Den der sarte og nærværende sangstil er nemlig på ingen måde ny, men på ‘Siger ingenting’ er den bare foldet ud i yderste potens. Her er det ordene og stemmen, der er altoverskyggende, indtil beatet rent faktisk dropper mod slutningen og sender Philip på autotune-ekskurs ind i selvet.

»Jeg har været her før, står og ringer på din dør, håber du vil se, alt det vi ku’ blive«, synger han og håber, at pigen på den anden side vil kunne kigge frem i stedet for tilbage. Har Philip måske fucket det op? Siden det er ham, der står og ringer på? Eller er det hele bare gået i kage?

2. ’Så blå’

Mere klaver, mere croon, men den spartanske intro er faktisk falsk varedeklaration. ‘Så blå’ gemmer på et hiphopbeat, men det her er alligevel ikke rigtigt en hiphopsang – selv om Philip rent faktisk rapper.

Det hele smyger sig langsomt frem med mere melankolsk klaver og en lidt kæk guitar, mens kærlighedshistorien fra åbneren fortsætter.

»Jeg ved, jeg har været langt ude, men er det for sent at komme hjem nu?«, rapper Philip, der ikke frygter at give det hele en chance til, selv om der er risiko for at blive såret (igen): »Jeg har været en gang blå, hvorfor skulle jeg være bange for at blive det igen?«.

Det her er ekstremt indadvendt – Philips eget tankespind, der bliver foldet ud over musik. Hvad er op, hvad er ned?

3. ’Drenge & piger’

Guitaren igen. Nu i sådan en funket, flydende version, der giver ‘Drenge & piger’ noget soulet karakter. Det er kinddans med psychet guitarlir, en popsang med smeltende følelser. Og nu lyder jeg måske helt åndssvag, men jeg synes det her lyder, som hvis man kombinerede The Internet-guitaristen Steve Lacy med Thomas Helmigs ‘Det mig der står herude og banker på’ – der er ét eller andet i omkvædet, der trigger den følelse hos mig. Anyway…

»De ting vi gør, når det går galt / de ting vi gør, når vi er helt alene hjemme«, synger Philip, som igen prøver at forstå, hvad der rent faktisk er sket med denne her pige. Og hvordan man skal tolke det her på den anden side.

4. ’Dagdrøm [1]’

Albummets anden single, der udkom i fredags, og som slog fast, at ‘Forevigt’ ikke ville være et projekt bestående udelukkende af nedbarberede pianoballader.

Man begynder også at kunne fornemme nogle gengangere: Som guitaren, der sammen med kantslagene på trommesættet giver ‘Dagdrøm [1’ en soulet fremdrift – hertil endda med nogle korstemmer, som løfter udtrykket lidt ud af Philips eget hoved.

»Du får mig til at se stjerner, du får mig til at fare vild«, synger Philip, og ‘Dagdrøm [1]’ er i grunden en kærlighedserklæring – men ikke af den succesfulde slags, for det er ikke nødvendigvis gengældt.

»Inden jeg er gået / lad mig lige fortælle dig, hvad der er inden i mit hoved’ / alt jeg prøver er jo bare at finde dig i rodet / men det er så svært, du vil ikke binde dig til noget«, lyder det, så alle, der nogensinde har prøvet ugengældt kærlighed, kan relatere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Et studie i overtænkning’

Albummets midterstykke og et komplet højresving i forhold til både lyd og lyrik. ‘Et studie i overtænkning’ er næsten bossa nova-rap, og der går over et minut, før en indtil da nynnende Philip begynder at vende vrangen ud på sin egen hjerne og hælde hele indholdet ud midt på gaden, så alle kan dissekere, hvad de små brudstykker betyder og ikke betyder.

»Undskyld jeg tænker højt«, synger han, inden rappen tager over: »De siger jeg tænker for meget / jeg siger de tænker for lidt«.

Sangens titel er mere end sigende, for det her nummer handler om Philips tanker. Ikke nødvendigvis hvad han tænker, men hvordan han tænker. For det virker som om, at tankerne har det med at tage over. Philip har med egne ord »været tæt på at brænde ud« og taget sit »hoved til reparation«.

Philip skal tænke højt, for det er ved netop at tale om sådan nogle ting, at man kan prøve at komme tankemylderet til livs.

6. ’Lyys’

Så kom tempoet heeeelt i bund. Trommerne halter efter som en skildpadde i et 100 meter-løb, mens Philip med let forvrænget stemme holder ordene på et minimum.

Klaveret er her igen, stadig sat til at spille andenviolin til melankolien i Philips stemme, og der er et eller andet sted noget zen-agtigt over, hvor lidt der foregår på de fem minutter, ‘Lyys’ varer. Specielt oven på den mavepuster, der er kommet forinden.

7. ’Stjerneklarenætterrr’

Der er skruet lidt op, men ‘Stjerneklarenætterrr’ er virkelig også er nummer, som læner hele sin vægt på Philips ord. Her er et afventende trommebeat, lidt guitar og korstemmer i det fjerne, men det mest interessante og sigende er klart afslutningen, hvor Philip næsten bare taler.

»Din stemme i en fjern tidszone / i den anden ende af min telefon«, lyder det, inden han afslutningsvis rammer hovedet på sømmet med helt sart, lav røst: »Så fortæl mig, hvorfor skulle jeg være her, når jeg ku’ være der / der er ikke et sted, hvor jeg hellere vil være«.

8. ’Dagdrøm [2]’

‘Dagdrøm [2]’ føles, for det blotte øje i hvert fald, ikke som en direkte fortsættelse af første del. Dette er nemlig et udelukkende instrumentalt track; ambiente lyde i tre minutter og en masse stemmer i baggrunden. Eller er det i virkeligheden stemmer i Philips hoved?

9. ’Tilbage’

Og så er vi kommet til den hjerteskærende afslutning på den ulykkelige kærlighedshistorie, Philip har foldet ud over ‘Forevigt’.

Fra ‘Siger ingenting’s venteposition ved dørklokken til nu, hvor Philip igen tænker tilbage på tiden, der var, og samtidig prøver at lappe hullerne, så der også kan være en fremtid.

»Hvor blev de af, de dage jeg savner mest, de kommer aldrig tilbage / tænker mig om, jeg mente ikke de ting jeg sagde, jeg tar’ dem tilbage«, synger Philip, slukøret som aldrig før, men helt klar i stemmen.

»Du leder efter mer’, men der er intet tilbage«, lyder det. Kort tid efter spiller klaveret farvel. Både til ‘Forevigt’ og til det forhold, der aldrig bliver, som det var.

Læs også: Jens Ole McCoys arvtagere: Se hvem der har produceret Hans Philips soloalbum ‘Forevigt’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af