The Bleeder Group
Den danske guitarguru Peter Peter har altid gået sine egne veje. Det beviste han, da han efterlod Sort Sol til kommerciel succes for selv at eksperimentere videre med sin musik. Dengang blev det til gruppen Bleeder og udslippet ‘Psycho Power’.
Nu syv år efter, og en del projekter med filmmusik senere, er Peter Peter tilbage. Denne gang kalder han sit band The Bleeder Group og albummet ‘Sunrise’. Og guitaranarkisten eksperimenterer videre.
Fire guitarister ført an af Peter Peter danner igen kernen i det musikalske udtryk. Det betyder dog langt fra en lige ud ad landevejen punkplade. The Bleeder Group leger sig igennem de 13 numre og tre bonus tracks på ‘Sunrise’.
På åbneren ‘You Should Smile But You Cry’ lyder de oven i købet lige så melodiøse som Foo Fighters og Peter Peter har fået plads til lidt ‘da, da, da, da, da, da, dam’ i sin vokal. På det glimrende ‘The Men Behind the Moon’ svæver danskerne lidt i det samme univers som The Flaming Lips på deres ‘Yoshimi’-album. Det unavngivne spor 11 er et andet af albummets bedre skæringer. Langsomt bygges det op til en eksplosion, hvor Peter Peter beviser, at hans vokal trives bedst på grænsen til det skrigende.
Mens The Bleeder Group er grænseløse på ‘Sunrise’, så beviser pladen også, at bandet har fået en ny forståelse for melodier. Egentlig er det kun på næstsidste nummer, ‘Sky Hook Calamity’, og et par af bonusnumrene, at der skrues rigtig op for punklyden.