Salem Al Fakir

Om søndagen stopper jeg piben, trækker i en strikket pullover, låner onkels briller og sætter kursen mod loppemarkedet. Under armen bærer jeg en stak forviste lp’er med hjem, hvorpå der som regel står navne som Steely Dan, 10cc, Supertramp, Mike Oldfield og Elton John. Hvad har nu det at gøre med det måske mest roste navn i Sverige i nyere tid?

Det vil være en reduktion af format, at påstå at Salem Al Fakir blot vækker liv i glemte mumielevn fra 70’erne. Måske deler han bare deres tro på at lave popsange, der sprænger musikalsk opfindsomhed og ditto færdigheder. Læg dertil, at han oven i købet spiller alle instrumenter selv på denne selvproducerede debut, og det er åbenlyst, at der er tale om et sjældent musikalsk vidunder.

Højst originalt blandes svensk visesang og folkemusik med de mest osende stunder på Stevie Wonders ‘Innervisions’. Keyboardprog med knald i låget møder Randy Newman på vej hjem fra baren. Jeg har fået påbud om at ikke spille ‘Tell Me’ flere gange i træk af mine naboer. Forstår de virkelig ikke, at den sang havde gjort Frank Zappas album ‘Overnite Sensation’ komplet?

Allerede en milepæl i nyere svensk musikhistorie er dette album en genuint personlig tilgang til det at lave musik, der ikke skuler til rockpolitisk korrekte referencer eller at flette sig ind i gældende trender. Et musikalsk vidunder.