‘Love, Death & Robots’: David Finchers Netflix-serie har blod, bryster og blot ét originalt afsnit
Animation er en kunstform, der kan alt. Med de rigtige redskaber og nok mandetimer kan selv de vildeste visioner bringes til live. Der er bogstaveligt talt ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre, fra surrealistisk science fiction til sentimental slice of life. Altså, i princippet.
I praksis er det meget lidt, der kan lade sig gøre, i hvert fald i vores del af verden.
Arven fra Disney hviler tungt over Vesten. Her bliver animation stort set udelukkende betragtet som en sag for børn og børnefamilier. De få, der forsøger at bruge formen til at fortælle historier for voksne, er henvist til et kunstnerliv på sultegrænsen og ghettoisering på smalle festivaler.
Derfor vakte det stor jubel, da Netflix annoncerede ’Love, Death & Robots’.
Med de to instruktører David Fincher (’Seven’, ’Fight Club’, ’Gone Girl’) og Tim Miller (’Deadpool’) som idémænd og trækplastre ville antologiserien præsentere 18 animerede kortfilm for voksne, produceret af studier fra hele verden. 3D-animation, håndtegnet animation, gys, gru, science fiction, fantasy – alt var muligt.
Og potentialet var enormt, også fordi Netflix faktisk har en platform, der giver mening for kortfilm.
Biograferne vil hellere vise reklamer end forfilm, og flow-tv kalder på faste formater. Men på en streamingplatform som Netflix er den eneste begrænsning seernes interesse. ’Love, Death & Robots’ lignede projektet, der kunne skaffe kunstformen et gennembrud hos en ny, moden målgruppe.
Men så kom premieren. Og med den, skuffelsen.
Antologiserien åbner med ’Sonnie’s Edge’. Hovedpersonen er kvinden Sonnie, som mentalt guider et monster gennem drabelige arenakampe mod andre fjernstyrede monstre. I en usædvanligt klodset åbningsscene indtager Sonnies højrehånd rollen som Kaptajn Eksposition og udlægger teksten for en hoven pengemand:
»It’s cunts like you that fucked her up to begin with!«
Sonnies origin story er en sørgelig beretning om voldtægt og mishandling, får vi at vide. Nu er hævnens time kommet: Mændene skal ned med nakken. Og det kommer de så. Den 17 minutter lange fortælling slutter med en sejr for female empowerment, men ikke før vi har fået serveret en gang lesbisk CG-lir og en hårdtpumpet actionscene.
’Sonnie’s Edge’ er teknisk imponerende. Man kan se pengene på skærmen. Med sin fotorealistiske 3D-animation ligner den en usædvanligt dyr cutscene fra et konsolspil, og der er kælet for både modeller, teksturer og lyssætning. Kun ansigterne er stadig mærkbart ikke-menneskelige på en måde, der forstærker effekten af det overgearede stemmeskuespil. Man køber ikke nogen af de her figurer.
Hvad værre er, kortfilmen har intet at sige og ingen originale idéer.
Sonnie er en science fiction-udgave af Lisbeth Salander, og monstrene er som snydt ud af næsen på Guy Davis, Guillermo Del Toros hofdesigner. De erotiske sceners male gaze får filmens budskab om female empowerment til at klinge hult. Og det afsluttende twist er overraskende for overraskelsens skyld.
En lang række af kortfilmene i ’Love, Death & Robots’ følger samme formular som ’Sonnie’s Edge’.
Groft sagt: Klodset eksposition + unødvendig sex eller nøgenhed + blod og/eller vold + twist. Sex og nøgenhed er ikke et krav, twistet kan være mere eller mindre markant, men konturerne er de samme.
Som i ’Matrix’-inspirerede ’Beyond the Aquila Rift’, hvor et rumskib på afveje viser sig at være havnet det værst tænkelige sted. I det mindste får kaptajnen lidt fantasisex at trøste sig på.
Eller i ’The Witness’, et moebiusbånd af en jagtsekvens, der mister al fremdrift, da den kvindelige hovedperson pludselig bliver nødt til at passe sit job som stripper.
Eller i ’Sucker of Souls’, hvor en arkæolog og hans muskelsvulmende bodyguards graver et Dracula-monster frem under en østeuropæisk borg. Det meste af filmen går med at sprinte rundt i katakomber, smurt ind i en ung praktikants blod.
Ingen af de film har noget af betydning at sige om hverken livet, døden eller robotter. Men de er overdådigt visualiserede af toptalenter fra animationens verden. ’The Witness’ kombinerer forbavsende realistisk animation – aldrig har digitale bryster bævret så livagtigt – med lydeffekter på skærmen og hektisk kameraarbejde.
Hvis bare nogen havde gidet skrive et anstændigt manuskript.
Retfærdigvis er der også film skåret over samme læst, der ikke fornærmer intelligensen. ’Suits’ er for eksempel en charmerende lille sag om landmænd og aliens, ’Blindspot’ er et overlegent eksekveret actionbrag i vestliggjort animestil, og ’Helping Hand’ roder ’127 Hours’ og ’Gravity’ sammen til en effektiv lille thriller.
Så er der de skævere, mere finurlige film, der helt dropper ’Sonnie’s Edge’-formularen.
’Three Robots’ er en episodisk sag om tre robotter, der er på sightseeing i en postapokalyptisk storby. Den serverer en række fine pointer om menneskets dårskab, før det hele fiser ud i flad kattehumor. ’Alternate Histories’ myrder Hitler med stadigt mere absurde og komiske konsekvenser, men uden en egentlig punchline. Og i ’Ice Age’ opdager to rigtige skuespillere et animeret parallelunivers i deres oldgamle fryser. Pointen fortaber sig i rimtågerne.
Kun én af ’Love, Death & Robots’ 18 episoder viser for alvor projektets potentiale.
’Zima Blue’ er en syret, småprætentiøs fortælling om en kunstner, der afslutter en lang, berømmet karriere ved at forvandle sig selv til sit allersidste kunstværk. Fortællingens logik har brister, men filmen er original, også i sin markante 2D-æstetik med alenlange ben og stiliserede kompositioner, og så har den faktisk noget at sige.
Noget, som et rigtigt voksent menneske ville gide at tænke nærmere over.
Sammenlignet med ’Zima Blue’ ligner de fleste af filmene i Netflix’ animationsserie det, de er, nemlig fladpandet genrefiktion tilsat blod og bryster. De virker alt for ofte drevet af, hvad animatorerne lige havde lyst til at animere af cool shit snarere end viljen og evnen til at fortælle en meningsfuld historie.
»What shall we do with all this useless beauty?« sang rock-ikonet Elvis Costello engang. Præcis det spørgsmål stillede jeg mig selv igen og igen, mens jeg så ’Love, Death & Robots’.
Kort sagt:
Blændende smukke billeder og tvivlsom storytelling. Det er opskriften i antologiserien ’Love, Death & Robots’, der lover animation for voksne, men leverer kortfilm for ukræsne konfirmander – tilsat blod og bryster.
Læs også: Lyt til podcasten SOUNDVENUE STREAMER om ‘Love, Death and Robots’