’Shazam!’: DC’s nye friske filmsuperhelt strander i metervarejokes
I samme måned som Disney og Marvel bygger op til det store klimaks med ’Avengers: Endgame’, præsenterer DC et nyt superhelteindslag i en helt anden klasse.
Shazam-figuren er egentlig en gammel spiller i tegneserieland. Tilbage i 1939 havde han sin første optræden på papir, dengang under navnet Captain Marvel. Men da han blev genoplivet i 70’erne af DC, havde konkurrenterne taget patent på en vis superhelt med samme navn, og tegneseriens nye titel blev i stedet ’Shazam!’. Senere blev det også navnet på superhelten.
I David F. Sandbergs spillefilm bliver karakteren nu indlemmet i DC’s Extended Universe. Han synes dog mest at agere pauseklovn mellem de større titler fra universet. Den svenske instruktør har i hvert fald ikke fået samme svimlende budget som box office-skuffelsen ’Justice League’ og storsællerten ’Aquaman’, og forventeligt er de helt tunge actionscener derfor heller ikke i fokus. I stil med Marvels to ’Ant-Man’-film er tonen mere let og fjollet, og den familievenlige komik er i højsædet. Intentionen er tydeligvis, at ’Shazam!’ skal være et friskt pust, og konceptet virker da også til at have komisk potentiale.
Hovedpersonen er den forældreløse, 14-årige ballademager Billy Batson (Asher Angel), der blev væk fra sin mor som barn og siden har forsøgt at finde hende, mens han er hoppet fra plejefamilie til plejefamilie. En dag teleporteres han til en grotte tilhørende troldmanden Shazam (Djimon Hounsou), der vogter de græske guders magiske kræfter, som kan beskytte verden mod de syv dødssynder.
Shazams søgen efter sin arvtager har været lang. For det er kun det mest heroiske, reneste menneske, der har fortjent disse kræfter. Men da en ond skurk ved navn Thaddeus Sivana allerede har overtaget dødssyndernes destruktive magt, er tiden knap. Troldmanden beslutter sig for, at den utilpassede Billy må være god nok til opgaven, for han kan ikke nå at finde en anden.
Filmens helt store gimmick er, at Billy bliver til en superstærk, 20 år ældre udgave af sig selv, når han råber troldmandens navn, »Shazam!«. Mange af jokesne bygger på, at voksen-Billy (spillet af Zachary Levi) stadig bare er en teenagedreng indeni, der er mere interesseret i at bruge sine evner på at købe øl (helt uden brug af falsk id) end på at redde verden.
Billys evner udforskes desuden i et tæt samarbejde med den jævnaldrende superhelteentusiast Freddy, som er en del af den plejefamilie, han netop er blevet placeret i. Freddy, spillet af Jack Dylan Grazer (’It’), er uden tvivl filmens mest velfungerende element. For selv når hans replikker ikke sidder lige i skabet, er den overentusiastiske hjælper charmerende på en naturlig måde, der står i kontrast til Zachary Levis overenergiske, lettere anmassende og i længden trættende levering.
Når de to karakterer gennemgår alskens eksperimenter for at finde frem til Billys superkræfter, er man fint underholdt. Men derudover er langt de fleste af filmens forsøg på morskab – og der er mange af dem – sløje jokes, der er glemt igen, så snart de er løbet over lærredet.
Resten af den store plejefamilie føles desuden overflødig – især plejebroren Pedro, der stort set ikke har nogen replikker, men bare er til stede det meste af filmen. Undervejs kommer Billy frem til opbyggelige budskaber om, at kærlighed er vigtigere end biologiske relationer i en familie, men det er præsenteret så overfladisk, at det ikke sætter nogen følelser i gang.
Skurken Sivanas oprindelseshistorie er lige så uinteressant og uelegant udført. Mark Strong er med sit gravalvorlige ansigt troværdig som indebrændt antagonist, men historien om manglende anerkendelse fra faren er flad. Filmen tager ham underligt seriøst sammenlignet med den småfjollede hovedperson, hvorfor det ikke virker som et ironisk valg, at de syv dødssynder har de dummeste dybe stemmer og lysende røde øjne, er smågrimt animeret og ligner monstrene fra ’Serious Sam’-computerspillene.
Værst af alt ender ’Shazam!’, helt modsat intentionen, med at være et kedeligt bekendtskab. Med et ujævnt tempo, utallige fejlslagne jokes og en spilletid på over to timer vil kun de færreste superheltefans – ikke mindst den yngste målgruppe, som filmen har for øje – kunne holde gejsten oppe.
Kort sagt:
Med ’Shazam!’ vil DC gerne levere et underholdende og friskt indslag til deres filmfranchise, men de skuffer med sløje metervarejokes og uinteressante baggrundshistorier.
Læs også: ‘Captain Marvel’: Der er ingen gode grunde i galaksen til at hade Brie Larsons seje superheltinde