‘Captain Marvel’: Der er ingen gode grunde i galaksen til at hade Brie Larsons seje superheltinde
»Jeg skylder ikke at bevise noget over for dig«.
Ordene er Captain Marvels, modtageren en forsmået fjendemandsling, der forsøger at provokere superheltinden til at slå superkræfterne fra og kæmpe som en … du ved.
Tegneserieikonet kigger roligt ned på sin slagne nemesis, der klynker vredt som en forurettet skoledreng i skammekrogen eller en flok incels i kommentarfeltet under filmens trailer. Hans eder har intet bid: Captain Marvel aka. Carol Danvers har vundet kampen med æren i behold og ve de galaktiske skurke, der fortsat betvivler hendes duelighed, når hun sætter kurs mod stjernerne som en rødglødende komet.
Alle, der måtte have fulgt bare den mindste smule med i det seneste års toxic fandon-furore omkring Oscar-vinder Brie Larsons superheltedebut i MCU, vil uvægerligt komme til at læse en bette portion metasatire ind i ’Captain Marvel’ – og selvom størstedelen af filmen immervæk blev indspillet, inden Twitter-troldene for alvor bød op til bitch-fest, synes fortællingen ofte at adressere kritikken head-on helt ned til en scene, hvor en random dude på gaden specifikt byder Carol at smile (og stempler hende som en »freak«, da hun ikke automatisk lystrer).
Jeg vil ikke gå ind i de idiotiske motivationer bag Larson-smædekampagnerne i denne anmeldelse (du kan læse mit syn på sagen her), for nu er det i stedet endelig – endelig! – blevet relevant at italesætte filmens egentlige kvaliteter på baggrund af andet og mere end fake trolling. Og ja, den er god. Ikke ’Iron Man’- eller ’Infinity War’-god, men bedre end ’Ant-Man’ og ’Guardians of the Galaxy 2’ på MCU-skalaen, hvor ’Captain Marvel’ placerer sig lunt, men også en kende ufarligt i midten af feltet.
Ah ja, og blå Ronan lægger vejen forbi – ringer navnet ingen klokker, kan du passende spole 10 film tilbage i rækken til den første ‘The Guardians of the Galaxy’, for du er lost, hvis du ikke kan dit MCU-pensum.
Laber 90’er-nostalgi
Da vi indledningsvist møder Larsons heltinde, går hun under navnet Vers på planeten Hala, hvor den unge kvinde, som ikke kan huske sin egen fortid, giver den som feisty rumkriger af Kree-racen sammen med Jude Laws martial arts-charmør Yon-Rogg. Vers er i besiddelse af en enorm indre kraft, som Yon-Rogg træner hende i at beherske til effektivt kampbrug, og evnerne er handy, når Kree skal forsvares via voldelige offensiver mod terroristfolket Skrull.
Under en særligt farlig mission tages Vers imidlertid til fange af selvsamme grønne uslinges leder (Ben Mendelsohn), der giver sig til at rode i hendes dybeste minder i jagten på en magtfuld energikilde, som Vers måske/måske ikke har været i direkte kontakt med.
Forvirrende fragmenterede glimt fra en svunden barndom, veninderelationer og en karriere som jagerpilot (under Oscar-vinder Annette Benings ledelse) bobler pludselig op til overfladen som vandskadede polaroider, idet instruktørduoen Anna Boden og Ryan Fleck (’Half Nelson’) fornemt vrager den klassisk lineære origin-story til fordel for et anderledes interessant og visuelt eksperimenterende puslespilsmysterium, der sender vor hovedperson på eksistentialistisk skattejagt på Jorden.
Efter at have undsluppet Skrull’erne crasher Vers således lukt gennem taget af en Blockbuster i det herrens år 1995, hvor alle bruger Alta Vista (google det …), grunge-moden er pivfræk, og PJ Harvey, Gwen Stefani og Nirvana brager ud af bilradioen. ’Captain Marvel’ svælger nostalgilabert i tidsperiodens popkulturelle referencer i en grad, der ville gøre Star Lord grøn af misundelse – vi runder blandt andet ’Silence of the Lambs’ og Brad Pitts hotness – og Vers er lige så skeptisk mystificeret, som helt unge publikummer måske vil være det i mødet med et så håbløst tilbagestående samfund bygget på langsomme cd-rom-drev og mønttelefoner.
Til at hjælpe Vers med integrationsprocessen introduceres Samuel L. Jacksons agent Nick Fury præ-Avengers-initiativer, vrissen attitude og øjeklap, og man taber ganske enkelt næse og mund over, hvor effektiv en filmmagisk CGI-foryngelsesproces den 70-årige skuespiller har været igennem for vende tilbage til komplet overbevisende ’Die Hard With a Vengeance’-form. Det er mindblowing og en ph.d.-afhandling om filmmediets fremtid værdig.
Ingen ‘Wonder Woman’ 2.0.
Jackson er et smittende veloplagt comic sidekick til Larsons mere alvorstunge helt (der er visse ’Men in Black’-vibes over makkerparrets dynamik), og dem, der alligevel måtte føle sig fristet til at revse Captain Marvels melankoli, bør i så fald rette samme anklage mod Chris Evans’ Captain America: Navnesøskende er to alen af samme pligtopfyldende, identitetsforvirrede stykke, og Larson udfylder sin rolle med akkurat lige så stor troværdighed som sin mandlige sjælefrænde.
På den konto bør det måske også bemærkes, at ’Captain Marvel’ ikke er MCU’s ’Wonder Woman 2.0.’ Gal Gadots guddommelige amazone og Brie Larsons pragmatiske fighter fra Midtvesten er begge kvinder i den mandsdominerede superheltebranche, men frem for at binde dem sammen som eksotiske giraffer giver ‘Captain Marvel’ al mulig grund til at fejre deres markante forskelligheder i karakter og udtryk, der mere end noget andet illustrerer, at der heldigvis ikke længere kun er én måde at være kvindelig Hollywood-superhelt på.
Og måtte man savne et Wonder-cool guitarriff, er No Doubts ’I’m Just a Girl’ på maksvolumen et glimrende alternativ, der sendte undertegnede direkte tilbage på pigeværelset med en hårbørste som mikrofon (ikke at jeg kaster shade over ‘Captain Marvel’s udmærkede tyrkisk-amerikanske komponist Pinar Toprak, der markerer sig som den første kvindelige komponist på en MCU-film).
Brie Larson efterlader ikke nogen tvivl om, at hun owner sit superoutfit i samtlige farvenuancer, men det taler imod filmen, at hendes evner – akkurat som Vers’ – holdes i lidt for stram snor undervejs.
Fra slutningen af ’Avengers: Infinity War’ ved vi som bekendt, at Nick Fury akkurat nåede at page Captain Marvel, inden han og resten af det halve univers gik op i støv, og når publikum dermed allerede på forhånd har et klart billede af, hvor historien bærer hen ad, bliver det sværere at skabe akut momentum i nuet. Men skønt det er utaknemmeligt at agere opvarmning for årets indiskutabelt største superheltebrag, ’Avengers: Endgame’, kunne jeg godt have ønsket mig, at Anna Boden og Ryan Fleck havde presset ’Captain Marvel’ lidt tættere på kanten i stedet for at rutte med krudtet i heltindens egen solofilm.
Alligevel føles eventyrets centrale budskab om at fremme inklusion og bekæmpe fremmedfrygt igennem granskning af egne fordomme dog stadig højaktuelt på både den ene og den anden samfundspolitiske kampfront, og ‘Captain Marvel’ fremstår som en velspillet actionlækkerbisken, hvis imponerende æstetiske festfyrværkeri slægter ’Thor: Ragnarok’ på med et strejf af ’Blade Runner 2049’.
Er den også – gys – feministisk? Gu’ fanden er den da det. Og det er ikke noget at hidse sig op over i 2019.
Kort sagt:
’Captain Marvel’ er et par stjerner fra at være reelt mageløs i MCU-galaksen, men glimrende Brie Larson og Samuel L. Jacksons 90’er-fjæs sørger for, at du skråler No Doubts ’I’m Just a Girl’ hele vejen hjem på cykelstien.