Jada forvandlede Store Vega til en farverig eventyrverden

Jada forvandlede Store Vega til en farverig eventyrverden

Det er ikke en overdrivelse at påstå, at der er massiv hype omkring Emilie Molsted, bedre kendt under kunstnernavnet Jada. Den danske popsanger har kun udgivet tre officielle singler, men alligevel har hun allerede vundet P3 Talentet, hun er blevet booket til et hav af sommerens festivaler, og ikke mindst optrådte hun fredag aften for et udsolgt Store Vega.

Oprindeligt skulle koncerten have været i Lille Vega i oktober, men Jada blev ramt af stress og måtte rykke koncerten. Og Store Vega var på alle punkter et bedre venue til et show af den skala, som hun medbragte.

Det første, publikum fik øje på, da scenetæppet gik fra, var en gigantisk diskokugle. Da bandet gik på scenen var det i matchende outfits – og Jadas tre korsangere var ligeledes klædt ens fra top til tå. Der var pang- og pastelfarver overalt på scenen, og det gennemførte lysshow accentuerede flot den sammenhængende æstetik.

I hånden på en anden kunstner kunne sådan et setup godt gå hen og blive lidt kitschet og sukkersødt, men det stod perfekt til Jada. Hun havde det mest smittende smil på i løbet af hele koncerten, og der var uafbrudt julelys i hendes øjne. Man kunne mærke, at hun var rørt over fremmødet. Ikke blot mellem sangene, hvor hun jævnligt snakkede med publikum, men også under numrene, hvor hun sang med ubetvivlelig overbevisning og tit etablerede øjenkontakt med tilskuere – også oppe på balkonen og helt nede på de bageste rækker.

Ud over, at hun var en fremragende performer, havde Jada også sat et mesterligt show sammen. Der var kostumeskift. Der var gæsteoptrædener fra Morten Winther Nielsen og Selma Judith. Sidstnævnte agerede også support til koncerten, og hun spillede harpe til en særligt smuk duet med Jada, hvor de to vidt forskellige vokalister flot fik arbejdet med kontrasterne i deres stemmer.

Der var et nummer, der blev sunget, mens Jada sad på en gynge – og hendes stemme lød stadig lige så vidunderlig som ellers. Igen: Det kunne let være gået hen og blevet corny, men musikken blev leveret så oprigtigt, at det var som om, Store Vega blev forvandlet til en eventyrverden.

Jada er nemlig en livgivende solstråle på scenen. Hun er på én gang jordnær og som fra en anden verden. Når hun danser, får man lyst til at danse med, og når hun synger, får man lyst til at synge med – og for alle de tre singler, hun har ude, gjaldt det da også, at der var fællessang fra start til slut.

En lille anke fra min side skulle nok være, at lyden ikke sad helt i skabet under de første par numre. Men derudover var det en pragtfuld popkoncert fra ende til anden.


Kort sagt:
Fredag aften blev Store Vega omdannet til en farverig eventyrverden. Hele salen var fyldt med positiv energi, og Jadas varme væremåde var svær ikke at lade sig røre af.

Læs også: Stressramte Jada er tilbage: »Indeni kunne jeg mærke: Du er jo ikke glad, skat. What is up?«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Jada. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af