Beach House

Vi er mange, der har ventet i spænding på tredje album fra Baltimore-duoen efter singleforsmagen ‘Norway’. Et herligt gyngende nummer med galoperende trommer og reverb-guitar der lød som en spadserende edderkop i vådt græs. Beach House har vist sig som mestre i delikat søvngænger-pop, men ‘Norway’ indikerede, at de lydmæssigt var vokset til domkirkestørrelse.

‘Teen Dream’ er deres mest gennemførte album, og her perfektionerer de deres introvert bølgende dreampop. Som nogle af de eneste tåler de sammenligning med Galaxie 500 og The Clientele, som Beach Houses emotionelle udtryk føles som en naturlig forlængelse af. Guitarfigurer med effekt flyder sammen med et stædigt repetitivt orgel eller klaver, mens Victoria Legrands vokal bevæger sig fra næsten stillestående ro til ekstatisk crescendo-storm.

Sangene kredser ofte om en forsvunden fortid. »Don’t forget the nights / when it all felt right / are you not the same that you used to be?«, synger Legrand på ‘Used to Be’. At lytte til Beach House er som at bladre igennem oldgamle mapper af fotografier af mennesker, der lever og elsker i et nu, men som stammer fra en tid, der er gledet væk som sand mellem fingrene.

Man har kaldt det årti, som vi netop har forladt, for sentimentalitetens årti. I lyset af globale krige og kriser har følelserne fået forrang for ironien. I så fald repræsenterer Beach House overbevisende denne tidsalder.