1. iB101 ‘Controversial’
Sidste år var vi helt oppe at køre over danske Irrelevantbitch101 – nu er han blevet signet hos det internationale pladeselskab Different Recordings og har relanceret sig under navnet iB101. Hans første internationale udgivelse er den vidunderligt retro-funky ‘Controversial’. Lad de uimodståelige grooves give dig ustandselig dansetrang!
2. Black Midi ‘Talking Heads’
Roskilde-aktuelle Black Midi blæste os omkuld til Journey.rock tilbage i februar. På ‘Talking Heads’ er deres komplekse vanvidsrock en kende mere spiselig, end den plejer at være – ja, man kan faktisk høre, at de nok har ladet sig inspirere af, hvordan Talking Heads i sin tid blandede maniske kompositioner med stærke hooks. Lad dig dog ikke narre: ‘Talking Heads’ er stadig en ganske aparte sang, blot mere melodisk end gruppens typiske output.
3. James Blake ‘Mulholland’
James Blakes ‘Assume Form’ er et fænomenalt album – ja, det er så godt, at selv bonusnumrene er fremragende. ‘Mulholland’ var tidligere kun tilgængeligt som bonusnummer på vinyludgaven af ‘Assume Form’, men nu er det hjemsøgende nummer også tilgængeligt på streamingtjenester.
4. Thom Yorke ‘Don’t Fear the Light’
Radiohead-forsangeren Thom Yorke har skrevet sin første klassiske komposition nogensinde. Nummeret havde koncertdebut tilbage i april, men takket være BBC Radio 3 er det endelig blevet tilgængeligt til den brede offentlighed. Kompositionen er skrevet i tre dele, og måden klavertangenterne spiller over for hinanden er til at få kuldegysninger af.
Hør sangen via BBC Radio 3 HER – gå til 27:30.
5. Fruit Bats ‘Gold Past Life’
70’er-poprock har vist fået lidt af et comeback – Kelsey Lus debutalbum indeholder et cover af 10cc, og denne nye Fruit Bats-sang lugter af kunstnere som Electric Light Orchestra, Supertramp og Todd Rundgren. ‘Gold Past Life’ er også titlen på det kommende Fruit Bats-album, der udkommer 21. juni.
6. Absolutely Free feat. U.S. Girls ‘Currency’
Den canadiske psychpopgruppe Absolutely Free har fået besøg af U.S. Girls’ særegne vokal på det skarpe track ‘Currency’, der vil være at finde på bandets kommende ep, ‘Geneva Freeport’. Sangen er efter gruppens eget udsagn inspireret af Talking Heads-albummet ‘Remain In Light’ – det er vist en tendens denne uge. ‘Geneva Freeport’ er ude 30. juni.
7. Altopalo ‘Mud’
Newyorkerne i Altopalo har udgivet et virkelig spændende eksperimentelt track med nogle diskrete poptendenser. Et minimalistisk synthriff danner fundament for sangen, og derfra fylder de på med et væld af interessante lyde. Det bliver intimt, indelukket og endda en smule ubehageligt, men på den bedst tænkelige måde.
8. Japanese Breakfast ‘Essentially’
Japanese Breakfasts stilmæssige spændvidde er enormt stor – men noget af det, hun er bedst til, er alternativ synthpop med nogle gennemtrængende rockelementer. Det er det vi får på ‘Essentially’, der er indspillet på Bali. Alle instrumenterne lyder fremragende, og sangens struktur sidder lige i skabet.
9. Blueface ’Stop Cappin’
Den her sang kommer ikke til at ændre din holdning, hvis du i forvejen hader Bluefaces goofy off beat-rap. Men hvis du sætter pris på vestkystrapperens blanding af drenget charme, meme-fyldte videoer og avantgardistiske rapstil vil du elske ’Stop Cappin’. Sangen kondenserer nemlig alt det, der gør Blueface så fascinerende: Beatet er tungt og minimalt som på hittet ’Thotiana’, flowet er off beat og uforudsigeligt og videoen er tegneserieagtigt fjollet.