Flying Lotus’ ‘Flamagra’ er en musikalsk rodebutik – men en virkelig spændende en af slagsen

Da Flying Lotus annoncerede ‘Flamagra’, var der selvfølgelig en del hype baseret på, at forgængeren, ‘You’re Dead!’ snart har hele fem år på bagen. Men gæstelisten vakte også interesse: Denzel Curry, Anderson .Paak, Solange – ja, produceren var sågar næsten nødsaget til at udgive det bizarre David Lynch-samarbejde ‘Fire Is Coming’ som førstesingle, bare for at bevise, at han stadig var en eksperimentalist i hjertet.

Genremæssigt fortsætter FlyLo, hvor ‘You’re Dead!’ slap med sine abstrakte jazzkompositioner, men lyden på ‘Flamagra’ peger også tilbage til den glitchy ‘Cosmogramma’. Det er dermed to meget forskellige, men lige kompromisløse sider af Flying Lotus, der mødes, samtidig med at der altså også er dygtige rappere og r’n’b-sangere at forholde sig til.

Det er lidt af en mundfuld. Albummet trækker dig konstant rundt i øst og vest, hvilket har været ret godt indkapslet af de fem singler, der ledte op til albummet – fem sange, der lyder som om, de kunne komme fra fem forskellige album. Albummets status som FlyLos hidtil længste er således både en velsignelse og en forbandelse: De mange vidt forskellige lydbilleder får rent faktisk plads til at udfolde sig, men samtidig gør det, at man er godt og grundigt udmattet efter over en times soulet glitch-jazz.

Som med stort set alt, Flying Lotus rører, er selve lyden generelt pragtfuld. Der er åbenlyst kælet for detaljerne, og numre som ‘Takashi’, ‘Pilgrim Side Eye’ og ‘Remind U’ er som en fryd for ørerne, uanset hvor gakkede, de måtte blive.

Men siden Flying Lotus klart går efter, at man værdsætter de soniske finesser, må jeg tage hornbrillerne på og erklære, at jeg ikke er begejstret for mange af trommelydene. På ‘Capillaries’, ‘9 Carrots’ og ‘Land of Honey’ ender de med at drukne ellers virkelig fine, harmoniske grooves i alt for mekaniske, brummende trommer.

Derudover lyder den rigtig flot, og det er svært at nævne et nummer, der ikke har gang i et eller andet spændende – det er noget af en præstation, når hele 12 numre varer under to minutter.

Der er dog momenter, hvor albummet virker lidt indforstået – eller i hvert fald som om, det er mere optaget af at prøve alskens eksperimenter af, end det er optaget af at kommunikere håndterbare følelser og ideer. ‘Heroes in a Half Shell’, ‘Pygmy’ og ‘Actually Virtual’ får mig mest af alt til at klø mig i håret over, om der var en pointe med det hele ud over at prøve nogle uortodokse lyde af. Der er dog stadig en del sange, der har mere håndterbare stemninger, såsom den psykedeliske ‘More’, den bitre ‘Yellow Belly’ og den makabre ‘Say Something’.

Uanset hvor ‘Flamagra’ bevæger sig hen, er det underholdende. Der er så meget at tage fat i, at jeg ikke keder mig på noget tidspunkt. Men albummet er samtidig så rodet og ufokuseret, at det til tider er svært at finde noget at holde fat i. Det er dog uden tvivl værd at give det en chance – det er simpelthen for kreativt og malerisk til andet.

---

Kort sagt:
‘Flamagra’ er lidt af en musikalsk rodebutik, men der er så meget kreativitet, detaljekælen og gakkethed, at det er svært ikke at holde af den – uanset hvor indforstået, den til tider kan føles.