Det er svært at forestille sig en skuespillertrup, der har været mere i medieorkanernes øje, end ’Game of Thrones’-castet har været det, mens ottende og sidste sæson af gigantserien udspillede sig de seneste måneder. Stormen har imidlertid været for heftig for Kit Harington (Jon Snow), som nu har indlogeret sig på et »wellness-opholdssted« for at »bearbejde nogle personlige problemer«.
Således lyder meldingen fra en af Haringtons repræsentanter til The Hollywood Reporter. Udmeldingen lander i kølvandet på en Page Six-historie fra i går om, at Harington skulle være tjekket ind på luksus-afvænning i Connecticut for en lille måned siden – det vil sige før selve showets store finale – grundet problemer med alkohol og stress.
Optagelserne til den ottende sæson blev færdiggjort tilbage i juli, men skuespillerne har sidenhen været dedikerede i en intens omgang i medie-manegen i talkshows, til interviews, på magasinforsider og alt derimellem.
Harington har tidligere udtalt, at han har været til psykolog i forbindelse med optagelserne til ’Game of Thrones’, da serien midlertidigt tog livet af hans karakter i femte sæson, hvorpå fremmede mennesker begyndte at råbe efter ham på gaden for at finde ud af, om han var død eller ej – en forfølgelse, der gjorde ham »usikker og neurotisk«, som han dengang udtalte til Variety. I sommer udtalte Harington da også, at han havde behov for at lægge Jon Snow-karakteren bag sig, når ottende sæson gik på hæld, hvilket han forhåbentlig bruger sin tiltrængte pause til.
Læs også: Anmeldelse af bagom-dokumentaren ‘Game of Thrones: The Last Watch’