Faye Webster nedbryder grænserne mellem døsig r’n’b, melankolsk countryfolk og Atlanta-hiphop
Faye Websters tredje album består af introspektiv vintage-r’n’b med rod i indiefolken. ’Atlanta Millionaires Club’ omkredser en længselsfuld ensomhed og uforløst kærlighed, og her lægger den 21-årige, Atlanta-baserede kunstner en smule sonisk afstand til sin mere genrefaste countrydebut fra 2013 (’Run and Tell’) og den selvbetitlede efterfølger fra 2017.
Sammenlignet med de tidligere udgivelser nyder Websters ti nye sange godt af inddragelsen af nye lyde og vokalmæssige greb, dog uden at fusionen virker søgt eller desperat. Hendes lyd er stadig cool, sød, melankolsk og indadvendt – og så er den spækket med charmerende og akavet nervøsitet over for sig selv, sin omverden og kærlighedens afkast af usikkerhed og følelsesmæssig virvar, hvilket inviterer lytteren ind i en meget privat og interessant sfære hos en ung, moderne kvinde.
Åbningsnummeret og et af albummets helt store højdepunkter, ’Room Temperature’, begynder med en søvnig og blid steelguitar, der sammen med resten af et sommersløvt lydlandskab vugger pladen i gang. Musikkens bølgende hawaii-r’n’b får hurtigt følge af Websters personlige og direkte åbningslinjer: »Looks like I’ve been crying again over the same thing«.
Dermed er albummets grundstemning slået an, hvilket tidligt kulminerer med åbningsnummerets insisterende omkvæd »I should get out more«, der understreger Websters kropslige og åndlige isolation fra omverdenen. Denne isolation lever videre på resten af albummet, men pakkes ind i forskellige silkebløde rytmer og sorgfulde melodier.
På ’Pigeon’ får steelguitaren følgeskab af en keyboardfigur, der leder tankerne hen på moderne soulartister som eksempelvis Leon Bridges, og hermed understreger Webster for alvor, hvordan hun legende let smelter sine r’n’b-gener og countryrødder sammen med eksempelvis neo-soul.
Et andet nummer værd at fremhæve er ‘Flowers’, hvor Webster får følgeskab af sin ven og kollega, Atlanta-rapperen Father, der har været med til at kickstarte Websters karriere. Her inddrages der vekslende hiphoprytmer, som komplementerer den drømmende og sarte r’n’b, som stråler øverst i lydlandskabet, og dermed skabes der plads til en interessant genrehybrid, der virker ukompliceret og velkendt.
Lige så nemt og ubesværet, det er for Webster at trække på en lang række af genretræk, lige så svært er det for hende at skabe en modvægt til de naive, inderlige og sarte sange, som kendetegner albummets helhed. Der mangler et modstykke til at sætte de nye numre endnu mere i relief, så deres særprægede karakter og gennemslagskraft skinner bedre igennem.
Når det er sagt, så formår Webster gnidningsfrit at nedbryde grænsen mellem døsig r’n’b, melankolsk countryfolk og Atlanta-hiphop på en måde, som ikke er hverdagskost.
Kort sagt:
’Atlanta Millionaires Club’ er en introspektiv, vintage-r’n’b-plade med rod i indiefolken. Faye Webster nedbryder ubesværet grænsen mellem r’n’b, countryfolk og Atlanta-hiphop, og den unge kunstners klare styrke er evnen til at iklæde sig sine inderste og mest personlige følelser samt at formidle dem gennem en selvundersøgende sårbarhed.