Oh No

Oh No lyder som navnet på en japansk sushi ret eller et kendt afdødt Beatles medlems kone. Overraskende nok er det ikke tilfældet, siden vi nu tildeler denne californiske herre spalteplads her på siden. For Oh No rimer nemlig på den hyperaktive superproducer Madlib aka Quasimoto aka Madvillain, i hiphoppens ekspanderende undergrundsunivers. Oh No er dog ikke endnu et påtaget skizofrent Madlib – alter ego, men derimod navnet på hans albumaktuelle lillebror.

Udover de uundgåelige forventninger på grund af slægtsskabet, har Oh No også selv pustet forventningerne godt op til debuten på Peanut Butter Wolfs independent pladeselskab Stones Throw. Gennem rap-gæsteoptrædender på blandt andet Wildchilds’ roste ‘Secondary Protocol’, samt produktioner på selv samme album og for et væld af andre rappere som Declaime og Murs, har Oh No fastslået, at ud over at ligne brormand Madlib i statur, ligner han ham også i kunstnerprofil; en talentfuld producer samt MC. Det hele er bare vendt lidt på hovedet hos Oh No, for Madlib spytter kvalitets beats ud i spandevis, men tager af og til let på rapdelen. Det gør Oh No derimod ikke. Hans flow er klassisk – artikuleret og fremme på beatet – og uden de store variationer, men han springer aldrig over, hvor gærdet er lavest og ligger knivskarpt på beatet.

På ‘The Disrupt’ tager Oh No lytteren med rundt i sit originale tekstunivers, som på ‘Take Another’, hvor Oh No har en “Blunted Conversation” med en joint over en Kan Kick produktion. En konstant trommehvirvel, en intens hajhat og et simpelt men vellykket kor-loop a la Jaylib slammeren ‘The Red’, udgør beatdelen af, hvad der i øvrigt er et af albummets mest vellykkede numre.

Til gengæld overgår Oh No stadig ikke Madlib som beat jonglør, men det ville også være noget af en præstation for også på ‘The Disrupt’ viser Madlib klassen på sine 5 produktioner med ‘My Aggin’ og ‘Right Now’ som de mest fremtrædende i typisk Madlib stil. Lillebror står dog ikke tilbage for storebror og for eksempel ‘Perceptions’ er med sit klippede soul – guitar riff et bevis på Oh Nos potentiale.

Som Madlib viser Oh No, at han som producer især har øre for det fængende, men samtidig originale loop. De syntetiske ‘Break’ og ‘The Ride’ er gode eksempler på dette. De blæser fra første taktslag ud over stepperne med deres digitale loop og Oh No’s pågående rap og giver samtidig en gåsehud af fryd, af at tænke på hvordan numrene ville tage sig ud til en livekoncert.

Også Madlibs Jaylib kompagnon, Detroit produceren J Dilla, viser rytmesmeds klassen på ‘Move’ og lægger dermed endnu en velproduceret alen til stykket ‘The Disrupt’. Enkelte numre som Oh No’s ‘I Can’t Help My Self’ holder ikke helt standarten, men det fjerner stadig ikke indtrykket af et overordnet fremragende debutalbum. Samtidig er det en værdig Stones Throw opfølger til det innovative og roste Madlib og MF Doom samarbejde ‘Madvillainy’, og et album, der lover godt for det fremtidige samarbejde i Oh No – Madlib tandemen.