KOMMENTAR. Selvfølgelig er det naivt at tro, at et posthumt album kan give et svar på, hvorfor en kunstner er død. Der vil altid være en rest af mystik, når nogen går bort – noget uforståeligt. Så nej, det giver nok ikke mening at lytte til Aviciis posthume album ’Tim’ og tro, man kan komme helt tæt på mennesket og måske forstå, hvorfor han 20. april 2018 angiveligt tog sit eget liv.
Men det utrolige ved albummet er ikke, at man ikke kommer nærmere Tim Bergling, som han hed. Men derimod, at det peger i den totalt modsatte retning af selvmord. Det er nemlig et album om at se lyset. Om at være forbi alle stofferne, depressionen og angsten og have fundet nirvana, som Bergling selv beskrev det ifølge sine venner. For første gang stod Avicii selv bag dele af teksterne, og de har alle en klar retning: Mod lyset.
Men al den opløftende energi og det optimistiske tekstunivers bliver gjort til skamme af, at vi jo godt ved, at det ikke endte lykkeligt. Det gør, at ’Tim’ føles som en happy-end-film om en begivenhed, der ikke endte godt. Nærmest som kontrafaktisk historieskrivning.
Det skal ikke nødvendigvis forstås som en kritik. ’Tim’ lyder som albummet, Avicii ville lave. Den svenske stjerneproducer ville have et opløftende album – en »spirituel« udgivelse, som han sagde. På den måde er ’Tim’ totalt tro mod hans ambition. Det er bare ikke helt så tro mod virkeligheden. Det her er et fantasialbum med en opdigtet lykkelig slutning.
Og det skøre er, at ’Tim’ ikke engang er det første værk, der har fortalt Aviciis historie med en falsk happy end. Der var jo også dokumentaren ’Avicii: True Stories’, der udkom et halvt års tid før Bergling døde.
Dén film viste, hvordan det ekstremt hårde turnéliv skabte en angstfuld tilstand hos Avicii, der selvmedicinerede med alkohol – hvilket gav ham store fysiske og psykiske problemer. I slutningen af filmen trækker den svenske musiker sig fra turnélivet og fyrer manageren, der indtil da havde presset ham til flere shows.
Det virkede som den perfekte happy end: Ikke flere shows, ikke mere stress, ikke mere alkohol. Det, der aldrig sker, var åbenbart sket: En kunstner på vej mod afgrunden trak sig tilbage, før det gik helt galt.
Den slutning var som bekendt en utopi. Tim Berglings liv var ikke guld og grønne skove, bare fordi turnéerne stoppede. Hvorfor? Det ved vi fortsat ikke. Men det nye album fortæller en lignende historie som ’Avicii: True Stories’ – bare gennem Tim Berglings egen musik og ikke gennem en dokumentar. Igen får vi en lykkelig historie om at overvinde tilværelsens skyggeside.
Selve albummet starter med en afvisning af det hektiske liv, der også var fjenden i dokumentaren: »Dear society / you are moving way too fast / way too fast for me / I’m just trying to catch my breath«, synger vokalisterne Vargas & Lagola, mens et hektisk beat efterligner samfundets nådesløse marcheren derudaf.
Senere bliver teksterne mere konkrete: »I don’t need my drugs«, synger Aloe Blacc på ’S.O.S.’, mens Bonn står for denne på ’Freak’: »I dont want you to see how depressed I’ve been, yeah«. Chris Martin-samarbejdet ’Heaven’ flirter tydeligt med dødstanker, mens ’Hold the Line’ er en sang om at udholde depression og ikke give op: »We don’t get to die young / trouble keeping our head sometimes / we just have to push on«.
Det kan måske lyde som om ’Tim’ er ét langt dødsvarsel, men faktisk virker det som det modsatte. For alle de her sange er iscenesat som overvindelser af de dystre ting: De kulminerer i bløde, følsomme drop, der stedvis nærmest minder om Kygos zen-EDM. Det er langt fra hedonismen, der tit gennemsyrede de EDM-festivaler, produceren plejede at turnere. Aviciis nye sange opfordrer dig ikke til at gå grassat, de skyller hen over dig som en beroligende varm bølge. De omfavner, vugger og trøster dig.
Ifølge Aviciis samarbejdspartnere ville han have albummet til at nærme sig nirvana. Han ville acceptere tilværelsen og finde ro. Og det afspejler sangene på ’Tim’. De er terapeutiske.
Det evige forstyrrende element er selvfølgelig bare, at man hele vejen igennem ved, at terapien ikke virkede. Han fandt ikke nirvana. Hvilket gør ‘Tim’ til et album, der udforsker en fiktiv verden. Og det er ikke bare forstyrrende og frustrerende – det er hjerteskærende. Det hele føles forgæves.
Læs også: Musikverdenen reagerer på Aviciis død: »Du satte standarden for alle os producere«