Foals

Der vil uden tvivl være delte meninger om den nye Foals-skive. For hvor debuten ‘Antidotes’ var en af den slags boblende albumoplevelser, hvor de hoppende toner hurtigt samlede sig til en overbevisende enhed, så er briternes opfølger en noget mere slingrende fornøjelse.

Åbningsnummeret ‘Blue Blood’ illustrerer meget fint albummets ambitioner og indbyggede modsætninger. Introen lyder grangiveligt som Fleet Foxes med følsomt guitarakkompagnement og frontmand Yannis Philippakis’ sårbare røst. Men heldigvis rykker gruppen hurtigt videre til mere vante græsgange i omkvædet, hvor der råbesynges til den store guldmedalje, mens guitar, bas, trommer og lidt trutteri skaber et boblende rytmisk kludetæppe.

Derved er lytterens lykke dog ikke gjort, for en lille håndfuld af albummets 11 sange – eksempelvis den småtrivielle ‘Miami’ og det underlige anthem-agtige titelnummer – lider af lidt for ferske melodilinjer og en enslydende vandkæmmet produktion. Man fornemmer gruppens behov for, at der skal ske noget nyt, men samtidig er det svært at falde på halen over det relativt polerede lydbillede.

Så er der mere gang i sagerne på den rendyrket poppede single ‘This Orient’, der har et omkvæd, et gennemsnitligt indieband vil slå ihjel for, ‘2 Trees” sitrende nærvær og især den episke ‘Spanish Sahara’, der i løbet af knap syv minutter bevæger sig fra sagte sangforedrag til en overvældende piblende strøm af kompositoriske og producermæssige krumspring af den slags, som man har lyst til at genlytte igen og igen for at finde nye iørefaldende detaljer.

Foals. 'Total Life Forever'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af