Rufus Wainwright

Rufus Wainwright er svær ikke at have en holdning til. Enten hader man hans flamboyante og bombastiske tonesprog og fremtoning for at være alt for meget af det gode, eller også overgiver man sig til hans tekniske overlegenhed og begavede flirten med kunstmusikken. Uanset hvad må tage hatten af for hans arbejdsiver, for der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke kunstneriske projekter han tager på sig. I 2006 var det gengivelsen af Judy Garlands Carnegie Hall-koncert, og senest har Rufus såmænd skrevet operaen ‘Prima Donna’ – på fransk naturligvis.

På hans sjette studiealbum ‘All Days Are Nights: Songs For Lulu’ er der blevet skåret helt ind til benet, og albummets 12 numre fremføres alle kun med vokal og klaver og fremstår på den måde som en slags moderne lieder. Det transparente udtryk afslører, hvor eminent en sanger og musiker Wainwright er, for man bliver nærmest blæst væk af niveauet på de fine ‘The Dream’ og ‘What Would I Ever Do With a Rose’. Mindre vellykkede er de tre Shakespeare-sonetter, som Wainwright fortolker på albummet, for her er melodierne simpelthen for sære, og resultatet derfor lidt ligegyldigt.

Heldigvis er resten af materialet både rørende og personligt, ikke mindst på det sidste nummer ‘Zebulon’ hvor Wainwright synger om sin mor, der døde tidligere på året. Og er man i stand til at forlige sig med de prætentiøse præmisser, der præger albummet, har man en stor lytteoplevelse i vente.