The Hold Steady

Det er få sangskrivere, der formår at beskrive den rodløse og desillusionerede følelse af rå ungdom i Amerika bedre end forsanger og sangskriver i The Hold Steady, Craig Finn. Det skulle da lige være Billy Corgan anno ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ og generationshymnen ‘1979’ især. The Hold Steadys musik trækker på den samme ungdommelige melankoli, som The Smashing Pumpkins dengang dyrkede med stor succes. Bare i en lidt mere moden udgave.

På deres femte studiealbum med den Generation X-klingende titel ‘Heaven Is Whenever’ er Brooklyn-kvartetten præcis så gode, som de hele tiden har været. Musikken er stadig håbløst umoderne og old school 80’er-punkrocket tilsat en god portion Bruce Springsteen-inspiration, men når det fungerer optimalt, som på det perfekte åbningsnummer ‘The Sweet Part of the City’ eller den nostalgiske ballade ‘We Can Get Together’, er det en rockmusikalsk åbenbaring. På sidstnævnte synger Finn, der vanen tro har skrevet fremragende tekster til de simple og iørefaldende melodier: »Heaven is whenever / we can get together / sit down on your floor / and listen to your records«.

Albummet er følelsen af præcis dét. At være ung i Amerika i 80’erne, glemme sine sorger og den evige frelse et øjeblik og lytte til plader med The Replacements og Hüsker Dü. Ikke alle numre på ‘Heaven Is Whenever’ er lige gode, men når bandet rammer plet, som i de nævnte eksempler, findes der ikke bedre moderne, tilbageskuende rock.