I sidste uge udgav Camila Cabello de to singler ‘Shameless’ og ‘Liar’ som forløbere for det kommende album ‘Romance’, der endnu ikke har fået en fast udgivelsesdato, men skulle udkomme i løbet af 2019.
Det mere dystre synthtrack ‘Shameless’ blev allerede i fredags lanceret med en erotisk musikvideo, mens vi kun fik fornøjelsen af lydsiden til den klassisk latin-inspirerede popsang ‘Liar’. Men det var ventetiden værd, for nu er videoen til ‘Liar’ landet, og det er en stort opsat cinematisk affære, hvor Cabello på humoristisk vis genlever den samme dag om og om igen på vaskeægte ‘Groundhog Day’-manér.
Uanset hvad den desperate Cabello forsøger sig med, vågner hun uundgåeligt i den samme seng med den samme stereotypt overfladiske forlovede, hun forsøger at undslippe til fordel for en sød tjener. Undervejs rammes hun af elefanter, der kommer dumpende ned fra himlen (som elefanter nu engang gør), en horde af uniforme cyklister (måske inspireret af de københavnske cykelstier?), og en sværm dræberdroner, inden hun til sidst sætter ild til sit palæ og sendes i politiforhør.
Rundtosset? Forståeligt, for der sker rigtig meget i musikvideoen inden den klassiske slutning, som vi selvfølgelig ikke skal afsløre på forhånd.
Læs også: Shawn Mendes og Camila Cabello teaser kys under hed VMA-optræden