Shit Robot

Marcus Lambkin kan prale af at være manden, der introducerede LCD Soundsystems James Murphy for dansemusik. De to mødte hinanden, da Lambkin i begyndelsen af 90’erne skiftede fødebyen Dublin ud med New York og gled ind i det miljø, der siden fostrede det übercool pladeselskab DFA.

Men selv om han har været aktiv dj og producer i to årtier, er han først nu klar med et debutalbum under pseudonymet Shit Robot. Det har imidlertid været ventetiden værd, for de ni numre indkapsler alt det bedste ved DFA, hvor lyden af elektronisk dansemusik og attituden fra alternativ rock er to sider af samme sag. Med afsæt i electro, house og synth-drevet disco har Lambkin skabt et album, der konstant kilder under dansefødderne, mens indie-kantede gæstestemmer som Alexis Taylor fra Hot Chip, Juan MacLean og naturligvis James Murphy lader både eskapisme og følsomhed sive ud mellem de fuldfede beats.

De ofte syv-otte minutter lange numre udfolder sig med et væld af effektfulde detaljer, som det opstigende acid house-piano på ‘I Got a Feeling’, de Kraftwerk-klingende skyller af synthesizere på åbneren ‘Tuff Enuff’ eller de mantra-agtige råb på det storladne afslutningsnummer ‘Triumph’, der vækker mindelser om Chemical Brothers’ storhedstid i 90’erne. Lydbilledet udvider sig hele tiden, men uden at albummet mister fokus. Det er kort sagt brillant, og nu hvor LCD Soundsystem måske har trukket stikket ud, har DFA allerede forsynet os med et gedigent alternativ.