FARVEL TIIL 10’ERNE. Lad os starte med det gode. I 1999 var omsætningen i musikbranchen på sit højeste, i store dele grundet cd-salg.
Men så gik det stødt nedad. Den fysiske form blev tilsidesat til fordel for den digitale, og ulovlige fildelingstjenester blev superskurke. Branchen var på katastrofekurs i mange år.
Men bølgen er vendt igen. Musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, kunne i 2019 rapportere om fire års vækst. Musik har fået sin værdi tilbage, sådan da, og streaming bærer en stor del af æren (eller skylden, afhængig af, hvem man spørger). Det er sådan, vi bruger musik nu, og digitaliseringen har haft enorme konsekvenser, både for hvordan vi lytter, og for hvordan musik eksisterer.
Som med al teknologi er det et tveægget sværd. Digitaliseringen og streamingens tidsalder er uoverskuelig, fyldt med faldgruber og blindgyder, men også muligheder, potentiale og lyspunkter. Musik er blevet en grænseløs flydende form, som er frit tilgængelig. Samtidig fylder data, playlister og algoritmer (for) meget.
På kanten af det nye årti er det værd at overveje, hvordan musik og lytning har ændret sig – og reflektere over fremtiden.
Muligheder og begrænsninger
Den mest åbenlyse konsekvens af streaming på tværs af tjenester som Spotify, Apple Music og Jay-Z’s Tidal er eroderingen af albummet, der nu er blevet mere diffust og ofte længere, end det var tidligere – især indenfor rap, hvor Drake er blevet det lysende eksempel. Hans ‘Scorpion’-album var 25 numre langt, ‘More Life’ var på 22, men han var også den første til at krydse 50 milliarder streams på globalt plan. Streaming er et numbers game, og 20 sange er bedre end ti.
Sange er derimod blevet kortere og mere fokuserede. I januar kunne magasinet Quartz berette, at numrene på Billboard-hitlisten i gennemsnit er 20 sekunder kortere end for fem år siden.
Sange bliver også skrevet anderledes nu. Spotifys frygtede ‘skip rate’ måler, hvor ofte og tidligt lyttere springer videre; en høj skip rate fortæller Spotify, at nummeret ikke klarer sig godt. Vi skal suges ind fra første sekund og blive ved med at lytte. The Chainsmokers og Halseys ‘Closer’ – et af årtiets store numre, præsenterer sit hook fra første taktslag. Det samme gør et af dette års største hits, ‘Senorita’ af Shawn Mendes og Camila Cabello. Der er ikke tid til introer mere.
På internettet er hastigheden sat op. Det, der sker i dag, er glemt inden næste ’New Music Friday’, så der skal udgives noget ofte. Ariana Grande udtalte op til udgivelsen af ‘Thank U, Next’, hendes andet album inden for et år, at hun fremover vil udgive musik som rappere – oftere og mere spontant. Dette års store breakout-rapper, DaBaby, har ganske passende udgivet to album og et mixtape inden for det seneste år.
Der har været modreaktioner, selvfølgelig. Da Kanye West udgav ‘The Life of Pablo’ erklærede han albumformatet for dødt og kaldte det »a living, breathing, changing creative expression«, og efter udgivelsen blev han ved med at ændre i sangene. Hvor Kanye udnyttede teknologien, gik Adele mod den og holdt sit album ’25’ fra streamingtjenester i syv måneder, hvilket gjorde, at albummet satte utallige salgsrekorder til vægs.
Så er der dem, der hacker streamingens maskineri. Kunstnere som Charli XCX og Kim Petras udgiver projekter og singler i et væk, fordi ti singleudgivelser er mere værd end en enkelt albumudgivelse. 100 gecs og pladeselskabet PC Music laver popmusik, der er så langt ude, at den undslipper algoritmernes kategoriseringer. Og Greta Van Fleet viste, at streaming er tidløs: Hvis man minder nok om klassisk rock, så gør det ikke noget, man er fra 10’erne og ikke 70’erne.
Der er også opstået modstrømninger udenfor streamingland. På Soundcloud opstod et fællesskab af angstplagede, fremmedgjorte unge på en platform drevet af enkelte sange og grænseløse forbindelser. Vaporwave fandtes på Bandcamp, hvor fokus omvendt var på værkets og kunstnerens iboende og afgrænsede integritet.
Musik eksisterer indenfor teknologien og mediets muligheder henholdvis begrænsninger. Den er formet af, hvorvidt man arbejder med, mod eller uden for dem. I dag er det umuligt at forestille sig et musiklandskab, der ikke er gennemsyret af digitaliseringens mekanismer. På godt og ondt er streaming og de tilknyttede medier blevet den underlæggende ideologi, al musik uundgåeligt skal eksistere i. Det er hvordan, man vælger at forholde sig til den, der er det store spørgsmål.
Uendelig lytning, uendelig musik
Ligesom musikken er afhængig af teknologien, er lytning påvirket af den. Med streaming fik vi muligheden for at lytte til al musik. Men det havde sin pris. Lytning er nu blevet et mål i sig selv. Vi skal lytte længe, helst for evigt, for i streamingens ideelle verden er kun play-knappen tilbage. Det er i både kunstneres og streamingtjenesters interesse. For kunstnernes vedkommende for at få noget ud af de grotesk lave udbetalinger, og streamingtjenesterne, fordi mere streaming er lig mere data – internetalderens vigtigste råmateriale. Streamingtjenester vil forudsige, gennemskue og påvirke hvad, hvordan – og vigtigst af alt – hvor meget du lytter.
Det gør, at streaming både åbner op og lukker i om sig selv. For mens der aldrig før har været så meget musik tilgængelig, har der nok heller aldrig været så meget musik, der lyder så meget som andet musik. Playliste-kulturen, hvor ’moods’ og stemninger styrer alt, vil stå som et af årtiets helt store skred i lyttevaner.
På ’Rapcaviar’, en af de vigtigste og mest toneangivende playlister inden for hiphop, glider den ene sang gnidningsfrit over i den næste. ’Today’s Top Hits’ er præget af en helt særlig form for ensartethed, der virker unik for streamingtidsalderen – man kan nærmest ikke sige andet end at den lyder af Spotify. Og ensartetheden er næsten tydeligst i de kaffebars-playlister, chill-playlister og ’rolig aften’-playlister, som fylder uproportionalt meget.
Det er musik, der går i et med tapetet, og hvis formål det er, at du ikke skal lægge mærke til det. Den såkaldte Spotify-core er en hel genre bygget udelukkende til streaming. Simple produktioner med få elementer og bløde stemmer, der fungerer perfekt i en verden, hvor musik agerer baggrundsstøj til ufokuseret lytning.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at streaming kun har gjort musik til en grå masse og lytning til en passiv aktivitet. Streaming har også vist sig at skabe potentiale for nye, gunstige udviklinger – både for musikere og lyttere. To af årtiets store musikhistorier er latinpoppen og k-poppens indtog på den globale scene. To udviklinger, der absolut er båret frem af streamingens og digitaliserings nye potentialer.
Så selv om algoritmerne måske bestemmer for meget over, hvad der bliver lyttet til, ville det være hyklerisk – og helt forkert – at sige, at streaming er entydigt dårligt. Det er det ikke.
Hvem havde nogensinde forestillet sig, at så meget musik ville være tilgængeligt for så mange så let? At lytte er mere end nogensinde før en øvelse i at åbne sig op, og kunstnere har nu en unik mulighed for at skabe forbindelse på tværs af landegrænser og sprogbarrierer, men også genrer og stilarter, som er blevet mere frie og flydende i streamingalderen.
Streaming-paradigmet
Så er der håb for fremtiden? Hvad er det overhovedet, vi vil have fra streaming, og hvad er frygten? Frygten er selvfølgelig den ultimative sci-fi dystopi, hvor musik bliver til en nærmest automatisk mekanisme, der kommer ud af væggene og kun eksisterer i det omfang, der er brug for den. I det scenarie bliver musikken i sig selv en eftertanke, og lytning vil være som at trykke på en kontakt.
Overfor det kunne man håbe, at streaming i stedet for at falde ned i en slump af algoritmebaserede playlister og ensartethed, vil åbne sig op for nye bevægelser. I en sådan fremtid skal musikerne igen være mere end blot, dem der leverer musik til playlisterne, og lytterne bliver aktive spillere i udformningen af den musikalske verden, vi alle skal leve i.
Sandheden er, at vejen frem nok findes et sted mellem de to yderpunkter. Vi har allerede bevæget os langt forbi et point of no return, der for længst har vist os at streaming både kan være noget af det bedste og værste, der er sket i musikverdenen. Fremtiden kommer til at blive defineret af de techfirmaer, der investerer svimlende beløb i at udvikle den teknologi, de bygger på, men også af os lyttere og brugere, der med den data, vi genererer gennem vores lytning, stadig har noget at skulle have sagt i udformningen af fremtidens musik- og lyttekultur.
Én ting er sikker: Fremtiden vil kræve noget af alle parter.
Af lytterne kræver det, at vi bliver ved med at lytte med åbne ører ind i det nye årti – at vi ikke underlægger os algoritmen.
Det kræver, at streamingtjenesterne ser musik som mere end bare noget, de kapitaliserer på – at de begynder at se værdien i den musik, de baserer sig på.
Sidst kræver det, at musikken, der lige nu har tendens til at spekulere lidt meget i, hvordan man bedst muligt bliver tilgodeset af algoritmen, tager chancer og bruger teknologien konstruktivt til aktivt at skabe noget nyt.
Vi skal finde ind til måder, hvorpå streaming kan eksistere i musikkens tjeneste – ikke omvendt.
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne
Læs også: De 20 bedste danske hiphopsange i 2010’erne
Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne