’Daybreak’: Ferris Bueller møder ’Mad Max’ i overambitiøs dommedagsserie
Den nye Netflix serie ’Daybreak’ er ærkeeksemplet på en halvbagt kage. Ingredienserne, formen og duften er lige i skabet, men det er ikke andet end flydende dej, når du skærer i den. Man skulle næsten tro, at når man kombinerer ’Deadpool’s brud med den fjerde væg, ’Zombieland’s skæve dommedagshumor og satirisk parodiering af John Hughes 80’er-film (mere om det senere), alt sammen gennemvævet af metakommentarer på samtidens PC-kultur, så ville resultatet være lige så smukt som Amal og George Clooneys småbørn.
Men sådan skulle det ikke blive, for uheldigvis har ’Daybreak’ ikke et fast greb om en eneste af de mange, mange innovative fortællerteknikker, som den forsøger at gøre brug af. For eksempel bliver udvalgte dele af episode syv fortalt udformet som en dåselatter-sitcom fra 90’erne, men det bliver aldrig rigtig uddybet hvorfor, og den slags gimmicks går ud over ens emotionelle overskud til at engagere sig i serien.
Præmissen er dog ret tiltalende (især hvis man var fan af den newzealandske tv-serie ’The Tribe’, som TV2 sendte i tidernes morgen): Efter apokalypsen er de overlevende unges highschool-arena blevet forvandlet til en vaskeægte slagmark, hvor der er dannet nye kliker som The Cheermazons, The Jocks (som golfspillerne ihærdigt mener, at de tilhører) og The Nerds. Alle voksne er døde, så nu får ungdommen de frie tøjler, de længe har efterspurgt.
Der er dog stadig én nogenlunde sindsfattet teenager tilbage i flokken, og som det gentagende gange bliver udpenslet, så er det hverken Tennis Josh, Little Josh With the Big Truck, Gay Josh eller Other Gay Josh – nej, det er ’Just Josh’, en immigrant fra Canada, der har forelsket sig i skolens mest populære girl next door, Sam Dean (enten et absurd tilfælde eller den mest dovne ’Supernatural’-reference nogensinde), og som nu bruger al sin tid på at planlægge hendes undsætning. Vel at mærke når han ikke bruger sin tid på at agere metafortæller og forklarer seeren, hvordan verden fra den ene dag til den anden blev forvandlet til en hormondrevet ’Mad Max’-hyldest.
Seriens største problem er, at den vil favne så forfærdeligt bredt. Men dens vingefang er ikke tilstrækkeligt til at nå hele vejen rundt, og i stedet ender det med et morads af gode, men overambitiøse intentioner. Måske havde det fungeret med en mere erfaren showrunner, men Aron Eli Coleites hidtil mest iøjefaldende claim to fame er hans producer-credit på tv-serien ’Heroes’ (der ved eftertanke også manglede lidt balance i det lange løb).
Når det er sagt, så er mine forventninger til en potentiel sæson to ikke helt håbløse. Frøene for en vellykket serie er faktisk sået, der skal ’bare’ luges ud i alt ukrudtet.
Og det er da også altid spændende, når et narrativ flirter lidt med at nedbryde den fjerde mur – det skal bare gøres enten med måde eller med stil, og her halter det desværre lidt på begge fronter. På papiret er det sjovt, at den pacifistiske, cinefile Wes får Wu Tang Clan-rapperen RZA til at lægge stemme til sin indre monolog, men det er en joke uden punchline.
Mere inspireret er den kække casting af selveste 80’er-ikonet Ferris Bueller aka. Matthew Broderick som highschoolens knastørre ordensmagt. At overvære Broderick i rollen som den rektor, han med iver fordømte i kultfilmen, er metaunderholdning af højeste kaliber, det næsten fortjener næsten en stjerne i sig selv. Næsten.
Kort sagt:
’Daybreak’ havde nydt godt af en mere erfaren showrunner bag rettet, men castingen af Ferris Bueller som knastør rektor er metaunderholdning af højeste kaliber.
Læs også: Tarantino kårer alligator-filmen ’Crawl’ til årets bedste film