School of X fører os gennem kaosset på ‘Destiny’
Kaos kan både være godt og skidt. Hvis det er rendyrket kaos, er det sjældent en fornøjelse, hverken som lyd eller billede. Men hvis der er en tråd gennem kaosset, en hånd, der tager én gennem et virvar af indtryk og fører dig trygt til den anden side, kan kaosset give os oplevelser, som strukturmennesker kun drømmer om.
School of X’s nye ep hører i store træk til den sidstnævnte kategori. Der er mange forskellige lyde og indtryk, men samtidig er der sjældent for meget ad gangen. Danske Rasmus Littauer, der er manden bag School of X, holder for det meste synthesizere, træblæsere og skøre percussionlyde i kort snor med kun et par elementer af gangen under hans karakteristiske stemme, der nogle gange høres alene, nogle gange som et kor.
Det er et fokuseret kaos, hvor lydene væver ind og ud af hinanden, og hvor vokalen væver rundt om pulsen. Littauers melodier er stærke, som omkvædet på åbningsnummeret ‘I’ll Never Be Ready To Die’, der er simpelt og repetitivt uden at blive kedeligt.
‘Destiny’ er i det hele taget et udpræget melodisk værk. Fra det klare tværfløjtemotiv i omkvædet på titelnummeret til linjen »You’re ridin’ the rodeo« (‘Rodeo’) er ep’en fyldt med gode melodier, og det er dem, der giver sammenhæng til en udgivelse, der ellers hele tiden smider noget nyt i hovedet på lytteren.
Indimellem slipper Littauer tøjlerne helt og lader længere passager af numrene lyde som freejazz-improvisationer uden nogen fornemmelse af time – som på slutningen af ‘Loose Ends’, hvor trommerne buldrer med en urkraft, der giver en helt ny slags energi til musikken.
Det er et forfriskende eksperiment at inddrage free-elementer i mere regulær musik, men til tider bliver det lidt for smadret. Andre gange spiller det smadrede dog perfekt op imod de stærke melodier, som tager lytteren ved hånden og giver et genkendeligt holdepunkt i en storm af energi.
Og det er lige det, School of X kan. Balancere det vilde og det smukke, det genkendelige og det nyskabende. Når det lykkes, er det spændende at lytte til – og det gør det langt henad vejen.
Kort sagt:
‘Destiny’ er en kaotisk og melodisk ep fra danske Rasmus Littauer, der balancerer det vilde og ukendte med det smukke og genkendelige.