Mary Gauthier

»I don’t trust my heart anymore / It’s busted open, bruised, beat up and sore«, synger den amerikanske folk- og countrysangerinde Mary Gauthier på sit nyeste album ‘The Foundling’, og som man kan læse, er det stærke sager. Vi snakker ‘tear-in-your-beer’-tekster om at være alene i verden, men leveret uden skyggen af ironi. Det gør bare så ondt at blive forladt. Og bagefter er man en anden. Smerten går næsten aldrig helt væk, og for Mary Gauthier er den drivkraften i en karriere, der begyndte i 1997 med albummet ‘Dixie Kitchen’ og nu kulminerer på smukkeste vis med den selvbiografiske ‘The Foundling’.

Albummet tager udgangspunkt i Gauthiers opvækst på først et børnehjem og siden hos adoptivforældre. Moren græd hele tiden, faren var alkoholiker. Begge truede de med at begå selvmord, og da Mary Gauthier var 15 år, stjal hun deres bil og flygtede. I stedet endte hun på gaden, i fængsel og som stofmisbruger. Ti år efter var hun clean og debuterede som singer/songwriter i traditionen »sad songs about losing and heartache«, som hun synger på gennembrudsalbummet ‘Mercy Now’.

Sangene på ‘The Foundling’ er helt enkle, består oftest kun af tre-fire akkorder, Gauthiers følsomme akustiske guitarspil og hendes uskolede country-vokal, der knækker og bæver alle de rigtige steder. Temaerne er savn og længsel og følelsen af at være forældreløs og stadig tro på kærligheden. Det er tårepersere fra det virkelige liv, og sangskrivningsmæssigt er vi helt oppe i samme liga som Bob Dylan og Townes van Zandt. Man overvældes af sangenes nøgenhed, de åndeløst smukke melodier og den sårbare stemmeføring. Albummet er et åbent sår, men man holder vejret og lytter efter hvert ord, der bliver sunget, og hver guitarstreng der slås an.