mOOnbird

Der er noget stærkt urovækkende over Jonatan Bengtas maskerede alter ego mOOnbird. Noget dystert og urtidigt faktisk. Og der er en sygelig, klaustrofobisk kvalitet i det ulmende og komprimerede mørke, der foreviges på coveret til Bengtas ep ‘Tropical Distractions’. Men der er også noget gådefuldt og selviscenesat på spil. Som til et rituelt maskebal i dunkle skove anført af en middelalderlig fuglefænger fra hovedstaden.

Det er som en ceremoni, der indledes, når de første stammetrommer anslås på åbningsnummeret ‘Satelllite Males’. En gåsehudsfremkaldende en af slagsen hvor der manes ånder, hvor vort væsen korrumperes, og hvor hele vores virkelighedsopfattelse ændres for stedse, indtil vi stakåndet overgiver os til mørkets vold.

Mørket er allestedsnærværende på ep’ens seks sange. Vokalerne er sagte, ildevarslende og undertiden forvrænges de til foruroligende, gotisk uigenkendelighed. Den tribale instrumentering er primitivt intens, men ikke desto mindre uhyre effektiv i al sin makabre sanselighed. Og så høres der fugle. Angstfremkaldende er de, når de indimellem skratter og skurrer bag de musikalske urtidsriter.

Jonatan Bentga er dog ikke ufejlbarlig i sin vision. Han skylder lige lovlig meget til evidente forbilleder såsom Karin Dreijer Andersson (the Knife og Fever Ray), der, når ret skal være ret, fordunkler og perverterer menneskesindet en kende bedre end Bengta. Men lad det nu blot ligge. For musikken på ‘Tropical Distractions’ er i sin egen ret herligt indelukket, sortnistret og uheldssvanger. Så underkast dig endelig mørkets luner for en stund og lad dig hjemsøge af mOOnbird. Det er aldrig for sent at blive fordærvet.