We Are Scientists

»We all recognize that I am the problem here«. Sådan lyder forsanger Keith Murrays profetiske, første ord på We Are Scientists’ opfølger til den højenergiske og dansesmittende debut, ‘With Love and Squalor’. Umiddelbart er der dog ingen ‘problemer’ at spore. Selvom bandet har sagt farvel til deres oprindelige trommeslager, lyder deres dansable postpunk revitaliseret på albummets to første sange, den dystre ‘Ghouls’ og den hitværdige ‘Let’s See It’.

Men så går det galt. I et mislykket forsøg på lave en moden to’er smider duoen nemlig stort set al deres charme over bord i løbet af de resterende 30 minutter. Metodevalget til denne besynderlige udvikling: Kedelig college-rock og mislykket 80’er-pop. Med det fesne omkvæd »say that you’ll stay« burde en sang som ‘After Hours’ i bedste fald pryde lydsiden til en dårlig romantisk komedie. Resten af sangene følger enten samme leflende poprock-skabelon eller forsøger sig med tåkrummende synth-eksperimenter. Helt skævt går det, når bandet på ‘That’s What Counts’ forsøger at efterabe Chromeos 80’er-electro-funk og i stedet ender med en omgang Kenny G saxofon-muzak.

Det er ikke fordi bandet har smidt al talentet overbord. Selvom en sang som ‘Spoken For’ starter og slutter som en yderst kvalmende ballade, indeholder den et ganske velklingende, Queen-inspireret intermezzo. Men små finurlige påfund og godkendt samspil kan ikke redde albummet fra at ende sine dage på et loppemarked under kategorien ‘den kiksede opfølger’. Albumcoveret siger næsten det hele. Gab!