Jesper Groth beviser i den aktuelle DR-satireserie ‘Parterapi’, at han er et af de største komiske talenter i den danske skuespillerstand lige nu.
Og til februar får han mulighed for at understrege det endnu engang, når den 30-årige skuespiller bliver vært ved den store Bodil-fest, hvor det forgangne års danske film skal hyldes.
Bodil-prisen uddeles af de danske filmkritikere – heriblandt vores egen Jacob Ludvigsen, Lise Ulrich og Freja Dam – og finder sted 29. februar i Folketeatret med film som ‘Dronningen’ og ‘Ser du månen, Daniel’ blandt de store forhåndsfavoritter.
Prisuddelingen har tidligere haft værter som Ditte & Louise, Mikael Bertelsen og Platt-form, og nu er det så Jesper Groths tur til at kærligt revse sin kolleger i salen. Groth slog igennem i DR-serien ‘Klaphat’ (og filmforløberen ‘Muskelsvindler’), hvor han imponerede med sine vilde improvisationsevner, og siden har han blandt andet kunnet ses i en lille scenestjælende rolle i ‘Journal 64’ – foruden at deltage i Soundvenues INPUT-arrangement tidligere på året.
I aktuelle ‘Parterapi’, baseret på et norsk koncept, spiller han 11 forskellige roller, mænd såvel som kvinder, der er på briksen til, ja, parterapi, og han nailer hver og én med udsøgt præcision.
Selv glæder han sig »helt vildt« til at styre slagets gang under Bodil-prisen.
»Mildt sagt er det meget få, der slapper af i de bløde sæder lige præcis dén aften, så jeg vil prøve at løsne stivheden lidt op«, siger han i en pressemeddelelse. »Danmark er et stolt, gammelt filmland, så jeg håber, at jeg også – med et par esser i ærmet – kan få folk til at tænke over, hvad de er en del af og at tabe og vinde med samme sind. Jeg er blot en ælling i andedammen, så jeg ser en gunstig lejlighed til at skræppe op!«.
Nomineringerne til årets Bodil-pris bliver annonceret 10. januar.