Du kan lytte til og abonnere på SOUNDVENUE STREAMER via Spotify og iTunes eller din foretrukne podcast-app.
Julefreden har lagt sig, gaverne er (snart) pakket op og sofaen kalder. Så hvad skal du forsøde dine feriedage med i streamingland?
Er du til eskapistisk fantasy med monstre og hekse, eller grumme afsløringer og graverarbejde i amerikansk politik?
Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich dykker i denne uge ned i to titler, der dårligt kunne være mere forskellige:
Først ser værterne nærmere på Netflix’ enorme fantasy-satsning ’The Witcher’ med Henry Cavill (’Superman’) i hovedrollen, og dernæst går turen til Amazon Prime og filmen ’The Report’, hvor Adam Driver (’Star Wars’, ’Marriage Story’) spiller embedsmanden, der afslørede CIA’s chokerende torturmetoder i årene efter 9/11.
’The Report’ er produceret af Steven Soderbergh og har genereret prisuddelings-buzz i det amerikanske, mens ’The Witcher’ skal forsøge at forføre det kultfølge, der allerede elsker spiludgaverne af samme navn såvel som nytilkommere til universet.
Charmer Driver atter podcast-duoen? Kan Cavill give Lise julelys i øjnene? Og ved Jacob overhovedet, hvad en Witcher er?
Lyt med, når SOUNDVENUE STREAMER giver dig streaming-tips på en halv time.
SOUNDVENUE STREAMER udkommer ugentligt.