Digitalism

For nogle år siden kværnede franske Justice igennem alverdens klubber med deres tunge electro, hvor en Daft Punk-agtig filterhouse var spicet op med punket attitude og frenetisk støj. Digitalism var et af de navne, der lå på hjul, og deres debutalbum, ‘Idealism’ fra 2007, var en ganske festsmittende sag med klubhits som ‘Zdarlight’ og ‘Pogo’.

Nu er Hamburg-duoen tilbage med album nummer to, og når åbneren ‘Stratosphere’ bryder ud gennem højttaleren, får man ikke fornemmelsen af, at de fire år har gjort den store forskel. Der er stadig skruet godt op for kompressoren omkring de kradsbørstige keyboardflader og huggende stortrommer, mens 80’er-klingende synthlyde stikker ud mellem sprækkerne.

Det indtryk rokker resten af albummet ikke synderligt ved. Ganske vist får albummets første halvdel tilført lidt indierock-præg på vokalsiden, blandt andre af The Strokes-forsangeren Julian Casablancas. Men når Digitalism skyder efter dansebenene, er det med nogenlunde samme ammunition som på forgængeren – fra den svirrende robotfunk på ‘Encore’ til den tonsende smadder-house på ‘Blade’.

Der er flere rykkeklare numre undervejs, der enkeltvis vil gøre sig fortrinligt på klubberne. Uden for stroboskopernes flimren er det imidlertid vanskeligere at holde interessen fanget hele vejen gennem albummet, der savner en klarere indre sammenhæng og et mere stabilt kvalitetsniveau. Men Digitalism har stadig deres øjeblikke, hvor de er værd at elske tilbage.