Sons & Daughters

Repetitive elementer ad libitum og et alvorligt, smådystert udtryk med masser af kant vidner om, at Sons & Daughters ikke kæler for lytteren på deres fjerde langspiller, der følger op på 2008-succesen ‘This Gift’. Respektindgydende nok til dels. Men resultatet heraf? Ikke altid lige interessant.

Glasgow-kvartetten har nemlig iklædt sig et tonstungt musikalsk udtryk på ‘Mirror, Mirror’, og gentagelsesfaktoren på en lang række af albummets skæringer er så skyhøj, at det til tider fremstår decideret meningsløst.

Åbningsnummeret ‘Silver Spell’ er tynget af selv samme årsag, ligesom hverken ‘Breaking Fun’ eller ‘Don’t Look Now’ har melodi eller instrumental tække til i tilstrækkelig grad at løfte kompositionerne væk fra middelmådigheden. At Adele Bethel, gruppens kvindelige vokalist, oven i købet udviser sangevner, der ofte tenderer det irritationsfremkaldende, hjælper ikke yderligere på sagen.

Men albummet er, trods Bethels ofte negative præg, mere end bare et kritisabelt bekendtskab. For eksempel er energien intens og spændt på den insisterende ‘Rose Red’, ligesom ‘Bee Song’ med sin Radiohead-klingende guitarfigur er fornemt nervepirrende, før albummets bedste nummer, albumlukkeren ‘The Beach’, slutter af med manér. Her tager Scott Paterson nemlig vokalteten og leverer et særegent og medrivende arbejde, mens Bethel i højere grad indtager en korrolle. Og det klæder i den grad skotterne på et album, der ellers byder på en alt for høj grad af uinspirerede bekendtskaber.