Soccer Mommy skriver ubesværede indierockperler om svære emner på ’Color Theory’

Soccer Mommy, aka Sophie Allison, trækker tydeligt – som så mange andre af tidens kvindelige indie-sangskrivere – på 90’ernes alternative rocklyd.

Hendes guitarspil veksler mellem tindrende, rumklangmættede linjer og mere brusende powerpop-akkorder, som regel i en så godt som optimal vekselvirkning.

Hvor Soccer Mommys gennembrudsalbum fra sidste år, ’Clean’, havde sådan en varmt omsluttende, men lettere tåget grungelyd, der kunne give mindelser om The Breeders, har Allison med ’Color Theory’ foretaget et betragteligt skridt i retning af en mere tempereret og bredere forløst guitarstil, der giver mindelser om et andet 90’er-navn, nemlig Built to Spill; et band, der om noget formåede at kombinere melodisk træfsikkerhed med guitarpartier, der på en og samme gang var viltre og stramt styrede.

Sangene på ’Color Theory’ er i gennemsnit godt halvandet til to minutter længere end på forgængeren, og det er netop Allisons opmærksomhed i retning af at bygge sine sange op, så de næsten kommer til at tage sig ud som katedraler, der gør den klareste forskel i forhold til ‘Clean.

Det vidner om et sonisk ambitionsniveau, der for så vidt bare understreges af lyrikkens klangbund af eksistentiel alvor.

Albummet er opdelt i tre sektioner markeret med hver sin farve, der går igen på coveret – blå (for depression), gul (for sygdom), grå (for død/dødelighed) – og uanset om denne konceptuelle side af værket opleves som essentielt for oplevelsen eller ej, så er lyrikkens alvor ikke bare søgt formidlet med stor konsekvens, men også med den dygtige sangskriveres fornemmelse for ikke at male med for bred en pensel.

Fremfor at svælge i generaliseringer om tilværelsens futilitet eller lignende, er Allison god til at udtrykke sig i koncise og sigende øjebliksbilleder, der kan stå alene. Dermed får værket mere karakter af snapshots fra levet liv end en form for abstrakt manifest om livets mørke sider.

Allison har i interviews afsløret, at hun selv lider af depressioner, og sygdomsdelen af albummet tager fat på hendes refleksioner over morens alvorlige kræftsygdom – et vilkår, Allison har levet med, siden hun var ganske ung, hvilket kommer særligt udtryksfuldt til kende på den syv minutter lange ’Yellow Is the Color of Her Eyes’, hvor morens gule øjne i et kræftplaget legeme kontrasteres med øjets hvidhed som et indeks på sundhed.

Sangene på ’Clean’ handlede udpræget om ung kærlighed og andre teenagerelaterede følelser, så med ’Color Theory’ springer Allison vitterligt for alvor ind i de voksnes rækker.

Et kendetegn ved forgængeren var, at den indeholdt stærke sange afleveret med en ubesværethed, der nærmest skreg på ens udelte opmærksomhed allerede ved første gennemlytning (’Cool’ og ’Your Dog’; jeg taler om jer!).

På ’Color Theory’ er situationen den samme, da ’Bloodstream’ og ’Circle the Drain’ udgør et uppercut af en velsiddende åbning på albummet. Førstnævnte med sine krystalklare guitarlinjer og øjeblikkeligt involverende lyrik – »There’s someone talking in my forehead that says I’ll never be enough«, »Now a river runs red from my knuckles into the sink«) –og sidstnævnte ved sit skamløst iørefaldende omkvæd og sprøde guitartoner.

»I cling to the dark of my room / and the days thin me out / or just burn straight through«, synger Allison og demonstrerer sin evne til at sende små detonationer fri i modtagerens sprogcenter, jævnfør for eksempel den ikke just gængse, men derfor helt rigtige formulering: »The days thin me out«.

Sammen med den førnævnte ’Yellow is the Color of Her Eyes’ og forløbersinglen ’Lucy’ præsenterer ’Color Theory’ således en kvartet af sange, der knejser over stort set alt andet indierock, jeg har lyttet til i det – indrømmet, endnu unge – herrens år, 2020.

Havde Soccer Mommy kunnet vriste flere lige så uundgåelige som ubesværede perler ud af sin sangskriverhjerne og sit højre håndleds greb om guitaren, så havde ’Color Theory’ været en seriøs udfordrer til årets album-tilråb.

Nu må vi i stedet ’nøjes’ med et ’halvvejs’ fremragende album fra en sangskriver, der virker ustoppelig ud i disciplinen ’melodisk indierock med direkte adgang til hjertet’, og en sanger, der synger med en påfaldende ikke-affekteret diktion – måske som en afspejling af, hvor nemt det er for hende at skrive sange på et niveau, de fleste kun kan drømme om?

Kort sagt:
Havde Soccer Mommy kunnet vriste flere uundgåelige perler ud af ærmet som åbningssekvensen ’Bloodstream’ og ’Circle the Drain’, havde vi stået med en klokkeklar kandidat til en ’årets album’-titulering – nu må vi i stedet nøjes med et ’halvvejs’ fremragende album.