Sons & Daughters

Tilbage i slut-70’erne på spillestedet CBGB i New York, som skulle få kredit for at være arnested for punken, var Blondie det mindst populære band i miljøet. Men resten af verden tog deres punk-sange blandet med 60’er-pop og Debbie Harrys bittersøde vokal til sig, og de endte med at være det mest kommercielt succesfulde band fra scenen. Skotske Sons & Daughters har bestemt også taget dem og deres lyd til sig. En bekymringsfri tone, uptempo bas- og rytmegange og gennemarbejdede melodier byder deres album på. Numrene har måske lånt lidt mere af tidens tempo og spidse albuer, men Blondies blod løber bestemt i deres årer.

Normalt ville de hurtigt ryge i bunken ‘drop kopierne, hør originalen’. Men de lyder netop som en lidt mere opdateret udgave af Blondie. En forædling. Ikke fordi deres album er bedre, end noget Blondie har lavet, men det er mindst lige så forførende. Det største problem er, at numrene tenderer mod at ligne en flok tveæggede tvillinger. Små variationer, men alligevel svære at kende forskel på.

Sons & Daughters får nok svært ved at placere sig med lige så fed skrift som Blondie i rockhistorie-bøgerne, men de leverer skræmmende effektiv, melodiboblende new wave-retro her og nu.