Lillebittebock er på vej ud af mørket på debut-ep’en ‘Ondskaben tog over’
Af alle danske Soundcloud-rappere har Lillebittebock været en af dem, der har været mest åben omkring stofmisbrug og tunge, mørke følelser. Genren tillader, nærmest dikterer, en svælgen i de skyggesider, der på en underlig måde er blevet synonym med at være ung rapper i 2020.
Lillebittebocks dystre, melankolske produktioner og nærmest opgivende, men samtidig nærværende vokal kredser oftest om livets skrøbelighed, og i kampen mellem det gode og det onde har det onde indtil videre vundet en overvældende sejr.
Men på debut-ep’en ‘Ondskaben tog over’ (en reference til sidste års single ‘Ondskaben tager over’) er det som om, der er et glimt af optimisme. Selv om ondskaben tog over, fornemmer man, at den måske stille og roligt er på vej væk – eller i hvert fald at der også er en spinkel lysstråle på vej ind. Lillebittebock selv har også taget et stort skridt på vejen og valgt at isolere sig på en højskole for at slippe for byens fristelser og faldgruber.
Ep’en dyrker stadig det samme melankolske lydunivers, som vi kender fra Lillebittebocks mange singler, men det er som om, produktionerne (lavet af Bizarius hele vejen igennem) har fået et ekstra hak op i skala og er blevet endnu mere storladne og melodiske – det klæder Lillebittebock, der for alvor slipper følelserne løs. Åbneren ‘For evigt taknemmelig’ starter som en stille klaverballade, men ender nærmest som et trance-nummer med hvinende synthesizere og en grov, hård bas. »Jeg’ for evigt taknemmelig for de ting, som du gjorde for mig«, synges der.
Den energiske ‘Lån’ og den dystre ‘3001’ indeholder mere ligefremme hiphopbeats, men stadig med flere lag af melodier, svævende lydlandskaber og ikke mindst en Lillebittebock, der vokalt er stærkere og mere emotionelt ladet end nogensinde før. For selv om den stadig har den mumlede, indadvendte kvalitet, der hører til genren, bugner ep’en over af stærke melodier og tekstbidder, der drager lytteren helt ind i universet.
Forhåbningen om bedre tider er tydeligst på ‘Fønix’. »Rejser mig fra asken«, gentager Lillebittebock insisterende over det melankolske, storladne beat, og det virker som om, han skal overbevise sig selv ligeså meget som lytteren om, at der rent faktisk er bedre tider i sigte.
»I alt for lang tid har jeg følt, jeg ikke har været mig selv«, synges der på den langsomme lukker ‘Paradis’, der understreger, at der stadig foregår en kamp inde i Lillebittebock. Vejen ud af mørket er en rejse, der »bestemt ikke bliver nem«, som han siger.
Det er altså stadig en dyster affære at være i selskab med Lillebittebock. Men bare det, at der er en snert af håb, et »glimt af hvad lykke er«, tilfører en dybde, der gør, at man virkelig har lyst til at følge med – og føle med – Lillebittebock.
Kort sagt:
Lillebittebock kæmper hårdt for at få det bedre på den stærke debut-ep ‘Ondskaben tog over’. Selv om det er en dyster affære, har udgivelsen lige det snert af håb, der skal til, for at man har lyst til at følge med Lillebittebock.