Bad Meets Evil

At Eminem og Royce da 5’9 har for vane at tilsvine alle og enhver er ikke nyt, og det er tydeligvis også hovedmålet her på ep’en, ‘Hell: The Sequel’, der er duoprojektet Bad Meets Evils første cd-udspil, trods planer i mere end ti år. Arbejdsdelingen er enkel. Eminem er den onde, og Royce da 5’9 er den slemme, og det er nuancerne derimellem, der i store dele af udgivelsen udpensles fornemt.

Det klæder især Eminem at være i selskab med en rapper, der ikke lefler for top-10-lytterne, men som gør en dyd ud af at holde det ‘street’ og være så ruff, rugged and raw som muligt henover de hårde beats, der, når de er bedst, fremmaner lige dele Detroit og dommedag. Det kompetente modspil og det rå lydbillede får i hvert fald det bedste frem i Eminem, og tvinger ham til at hæve niveauet i forhold til hans senere albums radioflæsk.

Allerbedst lykkes samspillet mellem de to rappere og musikkens inferno-larm på den allerede populære førstesingle ‘Fastlane’, hvor de to helvedesdisciple skiftes til at spy forbandelser i rimform, der ville få selv de bedste rappere til at pakke sammen. Til gengæld bliver helvedesgrillen enkelte gange mere en engangsgrill. Man kan eksempelvis spørge sig selv, hvad i alverden Bruno Mars’ fløderøst på ‘Lighters’ har af berettigelse i helvede?

Trods en håndfuld rigtig stærke bangers udhules det kæmpe potentiale en smule af Eminem og Royce Da 5’9’s måske lidt for komfortable ondskabsrap, halvplatte hooks og nogle gange ensformige produktion. Det er varmt, men det bliver aldrig helvedes varmt.