Gui Boratto

‘III’ er et modeltog, der tøffer selvsikkert derudaf gennem by, over land og i sidste ende ikke mindst i ring. Landskabet er pænt og lystigt, lidt forudsigeligt, men med en smuk belysning. Runde og milde technosynthezisere pulserer vidunderligt og roligt gennem stort set alle tracks og giver et spændstigt flow, hvori melodierne tålmodigt viser sig og indforstået pulserer med. Gui Borattos styrke er den uhøjtidelige, men inderlige melodiøsitet, som hverken er et simpelt riff eller et egentligt, udbygget tema.

Selv om Boratto på den ene side gør sit arbejde som popinformeret technoproducer utrolig godt, er det svært på den anden side ikke at få den tanke, at han føler sig lidt for meget på hjemmebane. Som om han har opfundet og løst problemerne med samme model, og toget derfor triller uhindret derudaf. Musikken har meget få indre spændinger, den smiler og nikker til sig selv og går så videre til næste nummer.

De forskellige elementer på pladen, som skaber varition, f.eks. Villanovas vokal på ‘This Is Not the End’, virker heller ikke rigtig overraskende. Kontinuiteten er for stor. Det er derfor en ambivlant følelse ‘III’ fremkalder: På den ene side lækker og flot, på den anden side lidt tam. Men der er ingen tvivl om, at Boratto har en meget specifik og selvbevidst lyd. Man kan høre på tracksne, at de ved, hvor de skal hen, hvilket giver lytteoplevelsen et behageligt og spillende flow, som er ret interessant.