Charles Bradley

At poppe op som sangtalent på randen af sit otium lyder lidt som X Factor-eventyret om Kjeld fra Brovst, men Charles Bradley er meget mere end det. Som et mandligt modstykke til Sharon Jones er han af det indædte og inkarnerede funk- og soulselskab Daptone blevet parret sammen med det granithårde crew i Menahan Street Band.

Den 63-årige tidligere vvs’er og kok er velsignet med en vokal, som ikke er til at skyde igennem. Når han eksempelvis synger sig igennem åbneren ‘The World (Is Going Up in Flames)’ eller ‘Heartaches and Pain’, som handler om broderen, der blev skuddræbt af sin søn, så er det uforfalsket og ufortyndet hjerte og sjæl, som i overmål flyder ud af højttalerne.

Hovedskavanken er, hvor retrorevival-konservative de ellers klippesolide Menahan Street Band gør sig som backinglejesvende. Kreativiteten flød mere ubesværet på deres instrumentale debut. Følgeligt er lånegodset derfra – ‘The Telephone Song’, som er ‘Tired of Fighting’ om igen, blot tilsat Bradleys platinrøst – også et uovervindeligt højdepunkt. De får også lusket et par instrumentaler igennem her, hvoraf den milde ‘Since Our Last Goodbye’ er et glimrende afbræk på falderebet.

Og desuagtet at Bradley er ‘the real deal’, skinner hans fortid som James Brown-impersonator bestemt igennem. Han er som et overvintret køter af et gadekryds mellem den almægtige Brown og Otis Redding. Selvom hans ærlighed er indiskutabel, ønsker man sig, at han havde gjort lidt for at skille sig ud fra forbillederne, fremfor at trave slavisk i deres fodspor. En ægte, men ikke specielt original debut.